EMNER

Politiet vil gi' unge lov til mere fest

Politiet lægger op til mindre restriktiv linje, når der udstedes bevilling

Unge under 18 år får måske lov at feste i de små timer efter midnat. Arkivfoto: Grete Dahl

Unge under 18 år får måske lov at feste i de små timer efter midnat. Arkivfoto: Grete Dahl

Unge under 18 år kan i fremtiden færdes i nattelivet i Mariagerfjord Kommune frem til klokken 02, i stedet for, som i dag, at blive vist bort fra diskoteker og restaurationer, når midnatsklokken falder i slag. Nordjyllands Politi lægger op til en mindre restriktiv politik, der imødekommer restauratørernes ønsker, når det gælder tilladelser til udvidet åbningstid. På børne- og familieudvalgets seneste møde bakkede et flertal på seks af de syv udvalgsmedlemmer op om den nye linje. Niels Peter Christoffersen (S) var imod. - Det vil naturligvis også fremover være sådan, at unge under 18 år overhovedet ikke må købe spiritus. Jeg synes ikke, vores børn skal sidde på restaurationer til klokken to om natten. Omvendt skal vi ikke lave så mange restriktioner, at det bliver umuligt at drive forretning, siger udvalgsformand Mogens Jespersen (V). Politiets udspil er fremsendt til børne- og familieudvalget fra Bevillingsnævnet, som har undladt at tage stilling. Byrådet afgør sagen.