Politiets offensiv mod børneporno

Sidste år valgte dansk politi at højprofilere sin indsats mod besiddelse og videreformidling af børnepornografi med aktionerne Mjølner og Enea.

Børneporno 26. september 2005 00:33

Begge fælles-skandinaviske aktioner, hvor der i de deltagende lande blev anholdt og sigtet i hundredevis af mænd, der havde børneporno på pcén i hjemmet. Nogle af dem i enorme mængder, noget af det af utrolig grovhed, nogle til privat brug, andre for at bringe det videre til andre med samme lyster. Aktion Mjølner kulminerede 30.marts sidste år meget tidligt om morgenen, med at 119 danske mænd blev anholdt og sigtet. Heraf var tre fra Aalborg og tre fra Frederikshavn. Aktion Enea resulterede i 43 anholdelser af danske mænd 25.maj sidste år. Af dem var de tre fra Aalborg. En venter endnu på sin dom. En er idømt dagbøder for besiddelse af børneporno, mens en nu 17-årig dreng blev frikendt, fordi børnepornoen var på en computer, der også blev brugt af den øvrige familie. Rigspolitiet har endnu ikke det præcise overblik over status for de sigtede i Aktion Enea. For Aktion Mjølner er de 119 anholdelser resulteret i foreløbigt 55 afgørelser, mens 64 sager endnu ikke er afsluttede. I syv tilfælde måtte politiet undlade at rejse tiltale, fordi børnepornokøb via nettet var betalt med kvinders kreditkort, og den egentlige køber derfor ikke umiddelbart kunne afsløres. 17 af de tiltalte har fået bøder i størrelsesorden mellem 5000 og 16.000 kroner. Seks har fået betingede domme, mens 26 er idømt ubetinget fængsel. I juni drev Action Icebreaker, der oprindeligt er italiensk i samarbejde med Europol med afstikkere til mange europæiske lande, også over Danmark. Der var seks anholdelser i dens kølvand. Anden runde af Icebreaker pågår i disse dage. Foreløbigt er seks danske mænd anholdt. Rigspolitiet har så meget overblik over situationen, at man ved, der højst bliver tale om 10 danske anholdelser i denne omgang.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...