Politifejl bekymrer advokat

København, søndag /ritzau/ Ikke alle politifolk i København kender reglerne om, hvornår en borger må anholdes, mener erfaren erstatningsadvokat. Affæren med den fejlagtige anholdelse af 47 mennesker i København er ikke et enkeltstående eksempel. Det mener advokat Hanne Reumert, der tvivler på, om politifolk egentlig kender lovreglerne godt nok. De 47 mænd og kvinder blev en nat i august anholdt under en fest ved Knippelsbro. De har alle netop fået brev fra politidirektøren om, at der var tale om en "beklagelig misforståelse." Nogle blev først løsladt efter 11 timer i selskab med lovens lange arme. - Hvordan man ved en "beklagelig" misforståelse kan komme til at anholde så mange, er lidt svært for mig at se, men det er forhåbentlig ikke udtryk for en taktik, siger advokat Hanne Reumert. - Lovgiver har givet nogle klare regler for, hvornår politiet kan frihedsberøve borgere, og jeg har altid troet, at politifolk blev undervist i disse regler på Politiskolen, siger hun. - Jeg har imidlertid inden for i hvert fald det sidste år haft så mange sager om uhjemlede anholdelser, at jeg tvivler på, at alle politifolkene kender reglerne, inden de sendes ud på gaden, siger advokaten. Hanne Reumert minder om, at statsadvokat Karsten Hjorth i flere afgørelser har fastslået, at f.eks. paragraf 755 i retsplejeloven skal overholdes. Den siger, at kun personer, der med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, kan anholdes. Og anholdelse må kun ske, hvis det er nødvendigt for at hindre yderligere lovovertrædelser, for at sikre borgerens foreløbige tilstedeværelse eller for at hindre borgerens samkvem med andre. Advokaten har stor erfaring i at føre erstatningssager for personer, der mener sig uberettiget anholdt. Hun siger, at der efter hendes mening er sket ret mange fejlagtige anholdelser af enkeltpersoner og også en del problematiske anholdelser af grupper. I Københavns Politi sagde politiadvokat Anders Dorph forleden, at fejlen med de 47 anholdte ikke vil føre til en mere generel selvkritik. - For os at se er der tale om et konkret fejlskøn, udtalte han. Sigtelserne mod de 47 frafaldes. Det samme er tilfældet med næsten samtlige de 179, der i februar i år blev anholdt af Københavns Politi under en demonstration mod Dansk Front i Hillerød. Men i dén aktion var der alligevel god grund til at skride til anholdelse, mener politiet - selv om man har måttet beklage, at de anholdte måtte sidde på den kolde jord i for lang tid, og at nogle nødtvunget måtte tisse i bukserne under betjentenes påsyn. /ritzau/