Politi

Politifolk: PET-chef krævede ulovlig overvågning af Pia K.

Tillidsfolk i PET har klaget over deres chef til rigspolitichefen

Ifølge Ekstra Bladet beskylder tillidsfolk i PET deres chef for at have gennemtvunget ulovlig overvågning af Pia Kærsgaard. Foto: Henrik Bo
Ifølge Ekstra Bladet beskylder tillidsfolk i PET deres chef for at have gennemtvunget ulovlig overvågning af Pia Kærsgaard. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

DANMARK: PET-chef Jakob Scharf tvang en række politifolk i PET til - stik mod reglerne - at kigge i Pia Kjærsgaards kalender for at forhindre partilederen i at besøge Christiania.

Det står i en klage, som fem navngivne tillidsfolk i Politiets Efterretningstjeneste, PET, har afleveret til rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Ifølge flere kilder, som Ekstra Bladet har talt med, er brevet sendt til rigspolitichefen, fordi medarbejderne i PET ikke længere har tillid til Jakob Scharf, som personligt gennemtrumfede den ulovlige handling.

Partileder Pia Kjærsgaard ønskede som suppleant i Folketingets retsudvalg at besøge Christiania for at se fristaden.

Ideen faldt ikke i god jord hos PET-chef Jakob Scharf, da det ville blive en omkostningstung affære for efterretningstjenesten, der kort forinden havde fået sit eget budget.

Jakob Scharf beordrede derfor i det skjulte og stik imod reglerne, at politifolk fra PET skaffede sig adgang til Pia Kjærsgaards kalender, så besøget på Christiania kunne arrangeres en dag, hvor hun ikke kunne deltage.

En mindre gruppe livvagter i PET har adgang til partilederens kalender som en del af hendes personbeskyttelse, men det er kun den kreds, der må se, hvor hun er, og hvad hun foretager sig.

Ifølge Ekstra Bladets kilder gjorde flere politifolk Jakob Scharf opmærksom på, at han foretog en ulovlig handling, men PET-chefen insisterede på, at hans medarbejdere skulle udføre opgaven, så den hemmelige tjeneste kunne forhindre den folkevalgte politiker i at komme på Christiania.

I klagen til rigspolitichefen skriver tillidsfolkene, at de har e-mails, der viser, at Jakob Scharf personligt pressede kalender-kiggeriet igennem.

Professor og ekspert i offentlig ret, Sten Schaumburg-Müller, fra Juridisk Institut på Aarhus Universitet kalder det klassisk magtfordrejning.

- PET må kun bruge Pia Kjærsgaards kalender til hendes personbeskyttelse. De må selvfølgelig ikke bruge oplysningerne til andet, selv om de har adgang til dem, siger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden