Politifolk stødte ind i jægerkorpset

Skyderi i nærheden af Tversted Klitplantage fik natten til torsdag politiet til at rykke ud. Politifolkene stod snart ansigt til ansigt med jægersoldater på øvelse.

Det var en beboer i Skiveren, som ringede til politiet og anmeldte, at der blev skudt i den nærliggende Tversted Klitplantage. Anmelderen troede, der foregik krybskytteri. En patrulje blev sendt til stedet. Patruljen stødte snart på mænd i camouflageuniformer. Det viste sig at være jægersoldater på øvelse. Politifolkene talte med øvelseslederen, som kunne fortælle, at politiet var blevet adviseret om øvelsen for fire uger siden. Derefter indledte politiet et velordnet tilbagetog fra den militære slagmark.