To ledende politifolk tiltales for at lyve i Tibetsag

Statsadvokaten har rejst tiltalte mod en vicepolitiinspektør og en politikommissær for at lyve i retten

To ledende politifolk tiltales for at have løjet i retten om forløbet i Tibetsagen. Arkivfoto: Dennis Lehmann, Ritzau Scanpix)
Kriminalitet 1. maj 2018 14:12 - Opdateret 1. maj 2018 14:52

KØBENHAVN: To ledende politifolk tiltales for at have løjet i retten om forløbet i Tibetsagen.

Det oplyser statsadvokat Lise-Lotte Nilas fra Statsadvokaten i København. Sagen har været efterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).

- Efter en grundig gennemgang af det meget omfattende efterforskningsmateriale er det anklagemyndighedens vurdering, at de to politiledere skal strafforfølges for at have afgivet falsk forklaring, da de blev afhørt i retten om det kinesiske statsbesøg, siger hun i en pressemeddelelse.

Vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen og politikommissær Henrik Oryé blev sigtet for i forbindelse med aktivisters retssag i 2013 mod Københavns Politi at have løjet over for dommeren.

De har begge nægtet sig skyldige.

Sigtelserne mod de to politifolk blev rejst tilbage i 2016.

under aktivisternes retssag bedyrede de to politiledere, at der ikke var instrukser om at gribe ind.

Falsk forklaring

For eksempel citeres vicepolitiinspektøren i retsbogen for dette: "Der var ikke nogen instrukser fra overordnet side om, at personer, der stod med tibetanske flag, skulle fratages disse."

Og politikommissæren sagde, at der så vidt han huskede "ikke var særlige hensyn eller instrukser, der skulle tages højde for i forbindelse med dette statsbesøg."

- Vi er enige med Politiklagemyndigheden i, at der uden sagligt grundlag blev grebet ind over for nogle af demonstranterne, og vi er også enige i, at de forklaringer om forløbet, der blev givet i retten af de to politiledere, ikke giver et korrekt billede af, hvad der rent faktisk skete.

- Derfor rejser vi nu straffesag mod de to politiledere for falsk forklaring, siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas i pressemeddelelsen.

Både i 2012 og i 2013 begik Københavns Politi "klart ulovlige" indgreb på gaden. Det gik ud over folk, der ville vifte med tibetanske flag, og som ville ytre sig kritisk over for Kinas præsident.

Det fastslog Tibetkommissionen i en beretning i december.

Tibetkommissionen konkluderede også, at Folketinget fik urigtige eller ufyldestgørende oplysninger om, hvad politiet havde foretaget sig under den kinesiske præsidents statsbesøg i 2012.

Vildledningen skyldtes især Claus Hjelm Olsen og Henrik Oryé, slog Tibetkommissionen fast.

Det er også Politiklagemyndighedens og statsadvokatens opfattelse, at de to politiledere har givet urigtige og vildledende oplysninger til Folketinget. Det rejses der dog ikke tiltale for, da det er forældet.

Ingen andre politifolk bliver tiltalt for strafbare handlinger i Tibetsagen, slår statsadvokaten fast.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...