Politik: Karlsson beklager honorarer til søn
Parlamentsmedlem hyrede søn til konsulentopgaver - det måtte hun ikke
Søren Wormslev
Rikke Karlsson. Foto Henrik Louis
20. april 2017 17:44

NORDJYLLAND: Det nordjyske medlem af Europa-Parlamentet Rikke Karlsson beklager nu, at hun i tre tilfælde har brugt de såkaldte kontorpenge, hun får fra parlamentet, i strid med reglerne.

I 2014 lod hun sin søn udføre to konsulentopgaver for sig. Den ene gik ud på at lave pr-materiale, den anden på at designe og etablere et website. Honoraret for det første var 10.000 kr., for det andet 20.000 kr.

Ifølge Rikke Karlsson, der blev valgt på Dansk Folkepartis liste, men siden er blevet løsgænger, mente hun at have fulgt de gældende regler. Efter at to journalister, der er i færd med at kulegrave danske parlamentsmedlemmers brug af kontorpengene, har stillet spørgsmål om udgifterne, har hun undersøgt sagen yderligere.

- Parlamentet oplyser mig om, at det er korrekt, at der ikke står, at man ikke må få løst opgaver af nære familiemedlemmer, men at en anden regel ... træder i kraft. Disse forhold må jeg derfor dybt beklage. Jeg føler, at jeg har handlet i god tro, men jeg må erkende, at jeg har begået en fejl, skriver Rikke Karlsson på Facebook.

Sekretær på praktikantløn

Beklagelsen gælder også et tredje forhold fra 2014, som journalisternes research bragte for dagen: Da Rikke Karlsson 1. juli 2014 trådte ind i Europa-Parlamentet, hyrede hun som de fleste andre en sekretær. Først midt i september blev ansættelsespapirerne for disse gjort færdige.

Rikke Karlsson bad parlamentets lønadministration om råd til, hvordan hun aflønnede sekretæren i den mellemliggende periode. Man foreslog, "at min sekretær kan få udbetalt en praktikantløn på et ganske lille beløb med tilbagevirkende kraft, og oplyser herefter mig om, at jeg kan udbetale den resterende løn, de to gange 15.000 kroner for henholdsvis juli og august, fra mine kontorpenge, hvilket jeg selvfølgelig gør," forklarer Rikke Karlsson på Facebook.

Efter henvendelsen fra de to journalister rådførte hun sig igen med parlamentets administration. Her lød vurderingen nu, at kontorpengene ikke kan bruges til at lønne ansatte.

Bilag ud af regnskab

Rikke Karlsson har, oplyser hun, trukket de tre bilag ud af 2014-regnskabet. Det betyder i praksis, at det er hende selv og ikke parlamentet, der afholder udgifterne. Der er ikke tale om en tilbagebetaling som sådan. Parlamentsmedlemmerne skal først aflægge endeligt regnskab, når hele valgperioden på fem år udløber.

Rikke Karlsson siger til NORDJYSKE, at hun har besluttet, at hun vil bede parlamentet gennemgå hendes regnskaber for 2015 og 2016 og vil gøre det samme for de efterfølgende år.

Men du siger, at du i det ene tilfælde fulgte parlamentets råd - et råd, som man nu siger, er i strid med reglerne. Er det acceptabelt?

- De her regler om kontorpenge er ikke lysende klare. Jeg tror, man i første omgang har villet være venlige over for mig, men selvfølgelig skal reglerne overholdes. Jeg er glad for, at man nu arbejder på at gøre reglerne enklere og tydeligere.

Hvad var grunden til, at du ansatte din søn som konsulent?

- Jeg hyrede ham til to enkeltopgaver. Blandt andet skulle jeg have taget billeder til brug i mit parlamentariske arbejde. Min søn er fotograf, og jeg følte mig tryg ved, at det var ham, der tog billeder. Jeg kunne være mere afslappet, og derfor foretrak jeg at hyre ham. Han var ikke ansat, han var alene hyret til de to opgaver i 2014, siger Rikke Karlsson.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.