Politik bør ej blive permanent levevej

I disse dage skrives de sidste linjer af et stykke kommunalpolitisk danmarkshistorie, idet 271 kommuner snart bliver reduceret til 98.

Flemming Jansen

Flemming Jansen

Det betyder også farvel til en lang række politikere, som i en kortere eller længere årrække har beklædt folkevalgte tillidsposter. For nogles vedkommende - herunder jeg selv - er der tale om en frivillig beslutning om at forlade politik, mens der for en stor dels vedkommende også er tale om, at den politiske løbebane bliver afbrudt ufrivilligt på grund af manglende genvalg. En situation, som i øvrigt opstår efter ethvert valg, hvad enten det er landspolitisk eller lokalt, men denne gang er det mere udtalt på grund af kommunalreformen, der reducerer antallet af folkevalgte kraftigt. Det leder helt naturligt tanken hen på, hvordan et sundt folkestyre egentlig bør fungere. Det kan der være mange meninger om, og dette, at der er plads til forskellige meninger og holdninger, er vel netop et af succeskriterierne for et levende folkestyre, ligesom afholdelse af valg med passende tidsintervaller er med til at sikre, at folkestyret holdes intakt. På trods af den obligatoriske afholdelse af valg med jævne mellemrum er der imidlertid indbygget en form for træghed og inerti i folkestyret, som kan blive en trussel for dets sundhed. Vi har således i de senere år oplevet, hvordan unge mennesker, der går med en politiker i maven, ligefrem målretter deres uddannelse mod et liv i politik. De vælges i en meget ung alder, og for nogles vedkommende bliver der måske tale om et livslangt ophold på Christiansborg, uden at de nogensinde kommer ud på det almindelige arbejdsmarked. Rent formelt skal de ganske vist genvælges gang på gang, men genvalget bliver typisk sikret ikke af en levende demokratisk proces, men af den førnævnte træghed og inerti. Mange vælgere stemmer pr. automatik på i forvejen kendte navne, og der kan nævnes masser af eksempler på, hvordan politikere efterhånden sidder så fast i vælgernes bevidsthed, at genvalget næsten sker ”automatisk”. For mange bliver det politiske liv inden for Christiansborgs mure en livsform og har ikke så meget karakter af, at der er tale om en tillidspost, som man beklæder i en periode af sit liv. Det er ikke længere et kald, men et job, der sikrer brød på bordet. ”Levebrødspolitiker” er som bekendt den velkendte betegnelse for denne politikertype, som der bliver flere og flere af. Ligesom bildæk kan politikere imidlertid med tiden blive så nedslidte, at de ikke længere har nogen profil (!). Som tidligere statsminister Poul Hartling udtrykte det engang: ”Det er ikke nemt at holde op i politik. Det er som at ride på en tiger, man ikke kan komme af”. NORDJYSKEs reportage forrige søndag om unge politikere, der forlader politik igen for at pleje karrieren også uden for politik, var en opløftende historie om, at der måske er nye tider på vej, der sikrer en hyppigere udluftning i den lovgivende forsamling. De frie demokratiske nationers førende land, nemlig USA, kan man fra europæisk side sige meget om - og det gør man da sandelig også (!) - men USA har vist vejen væk fra den træghed og inerti, som kan give det levende folkestyre visnesymptomer. Det har de via den bestemmelse, der maksimalt giver en præsident mulighed for genvalg en enkelt gang. Efter otte år på denne politiske toppost skal pladsen viges for en anden. Det er en vitaminindsprøjtning, som er med til at sikre en helt nødvendig dynamik og fornyelse, og som holder den demokratiske proces sund og levedygtig. Poltik og politiske topposter bør ikke blive en permanent levevej eller noget, man uddanner sig til. Det har aldrig været meningen. Mange politikere kan af gode grunde ikke altid selv sætte grænsen for, hvornår det er passende at give plads for nye kræfter. Det har vi så folkestyret og vælgerne til, hvis ellers ikke den farlige sygdom, der hedder træghed og inerti, har fået for godt fat! Jeg må i den forbindelse med skam rose den yderste venstrefløj, der har et princip om, at folketingsmedlemmer kun må sidde 7 år ad gangen for at sikre, at ingen falder for fristelsen til at gro fast på taburetten. Man kan diskutere, om 7 år er det rigtige tidsrum, men princippet bag ordningen er sundt. Politik bør i et sundt og levedygtigt folkestyre ikke være en permanent levevej, men et sted, hvor man beklæder en tillidspost i en periode af sit liv, og hvor det politiske engagement og arbejde er båret af nogle holdningsmæssige værdier - nogle bærende værdier, der netop gør det politiske arbejde til et kald og ikke et job i gængs forstand. Politik må aldrig blive til det skinbarlige lønarbejde! [ Flemming Jansen har været borgmester i Pandrup Kommune siden 1998. Han er uddannet cand.phil. i nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet og har p.t. orlov fra et job som lektor på Aalborg Handelsskole. Jansen har desuden tilbage i 1980’erne været folketingskandidat for Venstre, først i Aalborg, siden i Frederikshavn.