Lokalpolitik

Politik bør ikke være levevej

Tidligere statsminister Poul Hartling (V) sagde engang, at politik er som at ride på ryggen af en tiger.

Det er meget svært at komme af igen, selv om tiden egentlig er inde til det. Og man må sande, at den politiske verden leverer det ene eksempel efter det andet på, hvor præcist Poul Hartling ramte med sine ord. Nu senest Frank Jensen, der klogelig forlod dansk politik, da han blev vraget som Socialdemokraternes nye formand. Så opdagede hans partifælle, Ritt Bjerregaard, med mange års forsinkelse, at hun var blevet en ældre dame, og at hun måske ikke passede så godt ind i kommunalpolitik alligevel. Pludselig savnede de gode københavnske socialdemokrater et kendt navn, der ligesom Ritt Bjerregaard kunne sikre partiet overborgmesterposten igen, igen, igen, igen…. Som Bent Øberg så levende og præcist beskriver det i klummen "På kanten" (29.3.): Hvad vil Frank Jensen dog på den galej? Ét er nemlig at være forhenværende landspolitiker og minister – noget helt andet at være kommunalpolitiker, rådmand og borgmester – sågar overborgmester i landets hovedstad. Efter pure at have afvist tanken om at vende tilbage til dansk politik vendte Frank Jensen på en tallerken. Pludselig kom han til at savne at være badet i pressefotografernes blitzlys, at være i centrum af det politiske magtspil og i det hele taget at være en offentlig person igen. Han er gået lige i den fælde, som så mange politikere, der for længst har aftjent deres værnepligt, har gjort det før ham. Sådan noget sker, når den ubændige lyst til at fortsætte en politisk karriere i al evighed overtager styringen. I stedet for, at det enkelt menneske styrer sin politiske karriere, så bliver forholdet omvendt. Og så er det, den undrende befolkning kommer til at opleve tragikomiske scenarier, hvor i dette tilfælde en ellers gæv nordjyde pludselig vil til at styre København (!). Frank Jensen er en fin fyr og har været en dygtig politiker. Hvor er det synd for ham, at han ikke holdt fast i sin både værdige og respektable afvisning af at skulle være ”stemmeluder” for magtsyge københavnske socialdemokrater. Vi vil meget hellere huske ham som den unge komet, der lynhurtigt røg til tops i landspolitik, huske ham som den unge idealist, der i forbindelse med formandsopgøret holdt en både modig og gribende tale til forsvar for Svend Auken vel vidende, at han forsvarede en taber. Han satte imidlertid sin egen politiske samvittighed højere end hensynet til sin personlige eventuelle fremtidige position i partiet. Hvor trist at han nu har valgt at satse på i lighed med Ritt Bjerregaard at ende som en gammel politisk mumie i en overborgmesterstol. Det fascinerende og flotte ved politik og ved en levende demokratisk styreform er, at dygtige, visionære og målbevidste politikere kommer, at de gennem deres uegennyttige indsats sætter sig nogle spor – og at de så går igen for at give plads til nye kræfter!!! Dansk politik er på alle niveauer befængt med en sygdom, der dybest set kan få vores folkestyre til at degenerere og ruste op indefra. Sygdommen hedder politikere, der ikke kender deres begrænsning og deres besøgelsestid. Politikere, der har glemt, at politik ikke bør være en levevej, og at eksempelvis en minister- eller borgmesterpost m.v. ikke er en livsstilling, men en tillidspost, man har til låns i en afgrænset periode. Desværre er vælgerforeningerne ikke garanter mod denne sygdom – de er tværtimod arnesteder for at befordre smitten i at brede sig. Det gælder ikke blot hos Socialdemokraterne, men i samtlige partier. Det levende folkestyre er ved at sande til i taburetklæbere….