Politik diskuteret ved køkkenbord

Hans Christian Holst er opvokset i et politisk hjem, hvor er blev snakket meget politik omkring køkkenbordet.

Hans Christian Holst er tredje generation på St. Langhede. Foto: Kurt Bering

Hans Christian Holst er tredje generation på St. Langhede. Foto: Kurt Bering

Der er altid diskuteret politik omkring spisebordet i hjemmet. Det fortæller byrådsmedlem Hans Christian Holst fra St. Langhede i Asaa. Fredag fylder han 50 år. Det er tredje periode som byrådsmedlem Hans Christian Holst er i gang med. Han var først medlem af det tidligere Dronninglund Byråd fra 2001 til 2006. Han opnåede ikke valg til det nye byråd, idet han manglede én stemme. Men da Peter Bandholm flyttede fra kommunen i 2007, rykkede Hans Christian Holst igen i byrådet. Det mest spændende arbejde er i udvalgene. - Jeg føler mig mest hjemme i miljø- og teknikudvalget, hvor vi træffer beslutninger tæt på borgerne, siger han. - Det kan jeg godt li'. Han lægger ikke skjul på, at han synes, at der i Danmark er meget kontrol. - Hvis jeg bestemte, skulle der ikke være så mange offentligt ansatte, siger han. Da han afløste Peter Bandholm fik han Bandholms plads i socialudvalget, men efter seneste valg vendte han tilbage til miljø- og teknikudvalget. Mere vrøvl Hans Christian Holst synes, at der er kulturforskelle fra det tidligere byråd i Dronninglund til det ny Brønderslev Byråd. - Der herskede en anden kultur i Dronninglund Byråd. Man skal vænne sig til tonen i Brønderslev Byråd. Der er mere vrøvl, end der var i Dronninglund, synes Hans Christian Holst. Interessen for politik fik han som ung. Hans far, Jørgen Holst, var i 20 år - fra 1970 til 1990 - medlem af Dronninglund Byråd, og han var de seneste 12 år borgmester. -Søren Madsen, der senere blev amtsborgmester, var på et tidspunkt også byrådsmedlem i Dronninglund, og postbud i Asaa. Der blev lavet mange aftaler ved vores køkkenbord, når Søren Madsen kom med post, selv om de havde forskellige politisk opfattelse. Hans Christian Holst er tredje generation på gården, der er på 150 hektar. Hans farfar, Ejnar Holst, overtog St. Langhede i 1929. Jørgen Holst overtog gården i 1965. Hans Christian Holst forpagtede St. Langhede i 1990, og fem år senere købte han den. Svinene var sat ud i 1988, så i dag er der udelukkende planteavl. Landbrugsuddannelsen er suppleret med to år i Australien, hvor han blandt andet var på et sted med 300.000 hektar, ligesom han har været i USA. Han holder stadig kontakten ved lige med de familier han boede hos i USA og Australien. Vellykket fusion Gennem 20 år har han været med i planteavlsudvalget, dels omkring Landbogården i Flauenskjold, og senere i LandboNord. I næsten hele perioden har han været formand.- Det var en god beslutning, da vi samlede de fem landboforeninger i én forening. Havde vi ikke gjort det, havde det været svært i dag, mener han. Der kræves stadig mere af rådgiverne. - Det er en spændende post, synes han. Han er medlem skatteankenævnet, og har tidligere været med i vurderingsankenævnet. Desuden er han i repræsentantskabet for Nordjyske Bank. Hans Christian Holst har et maskin-samarbejde med en bekendt, der også stiller med mandskab, når der er større opgaver i marken. Hans Christian Holst har én medarbejder. Gennem en årrække har Hans Christian Holst været vurderingsinspektør i DLR Kredit. Han opererer i en stor del af Vendsyssel. - Man får efterhånden en vis erfaring i at vurdere ejendomme, fortæller Hans Christian Holst. DLR Kredit sætter maksimalt op til 70 procent i en ejendom. - Vi kan rykke ud med kort varsel, fortæller Hans Christian Holst. - Vi spøger med, at for nogle år siden skulle man blot gemme vurderingen i en uge, hvis den ikke ramte plet, for efter en uge kom den til at passe. I dag skal vi sørge for at få den ekspederet samme dag. - Det er kun noget vi går og siger. Der er ganske bestemte regler, vi følger omkring vurdering af en ejendom. Omkring økonomi i landbruget siger Hans Christian Holst, at det altid er gået op og ned for landbruget. - Det er selvfølgelig værst, når et tab realiseres, siger han. Elsker mekanik Han fortæller, at der er mellem 5 og 10 procent af landmændene har en dårlig økonomi. I fritiden holder han af at skrue på motorer og andre former for teknik - sammen med sønnen. - Så føler man sig lidt som dreng igen. Det er en god måde at slappe af på. Han tager også gerne på jagt. Og han er en del af en motionsklub kaldet Vægtløfterne. - Det er mest for fællesskabets skyld, fortæller Hans Christian Holst. Hans Christian Holst er gift med Bettina Holst, der er uddannet på ØAG i Dronninglund, men som i dag er logistikmedarbejder hos Lina's Agro, der importerer korn og foderstoffer fra Balkan. De har datteren Cecilie på 15 år, der er på Himmerlands Idræts Efterskole, samt Anders på 12 år. Den runde dag fejres på Dronninglund Hotel fredag klokken 13.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.