Politik er at ville

I dag har såvel dansk som europæisk politik mere fokus på at ville magten. Det vil jeg prøve at vise via nogle begrebet fra bogen "Tony Blair - en politisk biografi" af Mads Qvortrop (2996). Heri findes en bog beskrivelse og skelnen mellem politikbegreberne: 1. Politics - det handler om det taktiske politiske spil mellem politikerne og partierne, som vi ser det i den elektroniske og trykte presse. Den type dagen-og-vejen-politik giver ikke plads for udredningsarbejde. Det ville betyde handlingslammelse, så der må fyres fra hoften mod deadline. 2. Policy - omhandler de politiske emner og sagsområder, som kræver dybtgående analyse og godt forarbejde, for via policy/implementering/ at blive virkeliggjorte i positive forandringer. Ved Tony Blairs tiltræden lovede New Labour en masse, men fire år efter, i 1997, var det kun inden Undervisningsministeriets område, man havde gennemført de reformer, man havde lovet. New Labour klarede sig med en række dygtige politiske analyse- og mediefolk, som kunne fodre såvel den seriøse presse som revolverjournalisterne med historier, ligesom man indførte fokusgrupper med 6-12 personer ad gangen, så man kunne se, hvordan folk reagerede på en ny politik. Man nøjes ikke kun med som tidligere at kortlægge vælgerbefolkningens holdninger. For at beholde magten gjorde man meget brug af politics, og rakte det ikke, overgiv finansminister Gordon Brown (som stod i maskinrummet) til at føre den samme økonomiske politik som den tidligere borgerlige regering. Tony Blair huskes nok bedst for sine lystige talemåder og har efter forlydende fundet ro i den katolske tro. Set i forhold til danske forhold minder den politik og en del af det hidtidige regeringsforløb om de engelske forhold. I Danmark har vi vel en midterregering og en regeringsleder, som næppe gør sig socialistiske tanker. Der mangler fortsat en dybere behandling af fattigdomsspørgsmålet. Og hvis regeringen ville leve op til konkurrenceforestillinger, så burde man jo nedsætte lønnen blandt de offentligt ansatte, fordi der findes en betydelig, velegnet, ledig arbejdskraft. I stedet sætter man den konkurrence ud af kraft, som de ledige er underlagt, ved at give skattelettelser til dem, der er i arbejde. Vi har historiske eksempler på, at offentligt ansatte har betalt en lille del af deres løn som tak for deres privilegium at have en fast ansættelse. Vi befinder os vist fortsat i et samfund, som især tilgodeser de to tredjedele af befolkningen. På den baggrund er det bedste, man kan sige om den nye regering, at det kun kan blive bedre, og at den forhåbentligt modvirker korruption.