EMNER

Politik er det muliges kunst

Statsminister Helle Thorning Schmidt leverede statsmandskunst af høj karat, da hun efter mange dages intense forhandlinger mellem S, R og SF kunne præsentere et omfattende, ambitiøst og ansvarligt regeringsgrundlag, samtidig med præsentationen af den nye centrum-venstre regering.

Preben Pedersen, regionsrådskandidat Det Radikale Venstre Anlægsgartner Visse Region Nordjylland Regionsrådsvalg 2005 Liste B Portræt 62 år

Preben Pedersen, regionsrådskandidat Det Radikale Venstre Anlægsgartner Visse Region Nordjylland Regionsrådsvalg 2005 Liste B Portræt 62 år

Det har ikke været let at forene de tre partier bag et fælles regeringsgrundlag, fordi der jo især på økonomien og skattepolitikkens områder var stor afstand. Det gjorde nok ikke forhandlingerne lettere, at S og SF havde et dårligt valg, mens Radikale Venstre sammen med regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, var valgets store vindere. Men de tre partier ville en ny fælles regering efter næsten 10 års blokpolitik med Dansk Folkeparti i føresædet, hvor VK regeringen så sig nødsaget til at give Dansk Folkeparti næsten uindskrænket bestemmende indflydelse for at beholde regeringsmagten. Det har været en belastende periode for det samarbejdende folkestyre og for landets internationale omdømme. Centrum-venstre-regeringen har lovet at genskabe det samarbejdende folkestyre ved at lægge op til et bredt samarbejde i Folketinget, hvor alle tingets partier får mulighed for at øve indflydelse og tage medansvar. Det er godt for folkestyret! Centrum-venstre-regeringen har fået en ublid start, med stærke beskyldninger fra oppositionen mod især S og SF for løftebrud, men det er urimelige beskyldninger. Der skal 90 mandater til et flertal i Folketinget og S og SF råder til sammen kun over 60 mandater. Lægges Enhedslistens 12 mandater til råder de socialistiske partier over 73 plus 3 nordatlantiske mandater og det er jo et godt stykke fra et flertal i Folketinget. Derfor har S, SF og Radikale Venstre naturligvis måttet bøje sig mod hinanden for at kunne lave et fælles regeringsgrundlag og nok lidt mere, end især SF føler sig godt tilpas med. Men politik er jo det muliges kunst. Set i historiens lys begik S og SF en stor politisk fejl, da de to partier i august 2009 i forbindelse med fremlæggelse af det fælles udspil "Fair Løsning" gav klar besked til Radikale Venstre om, at partiet var velkommen til at deltage i en ny regering sammen med S og SF efter valget, men på deres betingelse. S og SF optrådte på daværende tidspunkt som om de kunne gå på vandet, men snart trådte de ved siden af trædepælene og faldt i vandet. Havde S og SF i stedet inviteret Radikale Venstre til samtaler om muligheder for en fælles forståelse på centrale økonomiske og skattepolitiske områder, kunne der måske have været lavet en aftale om en mere beskeden justering og begrænsning af efterlønnen, samt mindre afkortning af dagpengeperioden efter valget end det hårde indgreb, der kom ud af VKOR forliget. Det er også helt uforståeligt og antageligt også skadeligt for S og SF, at de står fast på skattestoppet for boligbeskatningen til gavn for de mere velbjærgede og til skade for mere økonomisk svage grupper - traditionelle S og SF vælgere. Her burde de to partier lytte mere til Radikale Venstre. Det er vigtigt for folkestyret, at vælgerne deler sig efter anskuelser, samt at de politiske partier markerer deres grundholdninger og ideologiske forskelle i den offentlige debat. Men det er også vigtigt for folkestyret, at deltagerne i en regering har vilje og styrke til at stå sammen om et fælles regeringsgrundlag, når vælgerne har talt. De tre regeringspartier kan hver for sig med rette føle medejerskab til regeringsgrundlaget. Centrum- venstre-regeringen er en mindretalsregering. Dens succes og tillid hos vælgerne vil være bestemt af de tre regeringspartiers evne til at holde sammen om de fælles politiske mål, samt evne til at få det samarbejdende folkestyre til at fungere igen.