Politik er ikke vejen til frelse

Torsdag morgen vågnede man op til et indslag på morgen-nyhederne, hvor Elisabeth Arnold og Kristian Thulesen Dahl diskuterede, hvorvidt kristendommen skal indskrives i den nye EU-traktat. Dahl mente ja og Arnold mente nej. Men set fra et evangelisk-luthersk synspunkt kan det være svært at være enig med nogen af dem. Thulesen Dahl mente, at kristendommen skulle indskrives, således at kristendommen blev spændt for den politiske vogn, og Arnold mente netop ikke, at kristendommen skulle indskrives, for således blandede man religion og politik. Problemet er bare, at udfra deres synspunkter, så blandes religion og politik lige meget hvad man gør. Hos Arnold - der på ny åbenbarer, at de radikale intet har fattet af evangelisk-luthersk kristendom - gives der, sikkert utilsigtet, frit rum i det politiske til, at det religiøse kan boltre sig, for der er intet, der holder det politiske fast på opgaven og på dets begrænsede horisont. Det er det, der er meningen ved den danske grundlov, hvor det fastslås, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og derved slås det fast, at frelsen er i det kristelige og ikke i det politiske. Det politiske er et håndværk til at begrænse livets skadevirkninger. Således kan det politiske ikke være religiøst, og derved ikke regere over samvittighederne, hvilket altid har være faren i radikal politik. Grundloven slår fast, at kristendommen er vejen til frelse - ikke det politiske - og derved er mennesket sat frit til at leve i verden med sin næsten uden nogen ret over næsten; men kun med den pligt at elske næsten. Den evangeliske kristendom holder det politiske i skak, således at menneske kan leve og tænke frit. Hvis det var denne holdning, der kom til udtryk i den nye EU-traktat kunne man støtte den; men det er det ikke. For Thulesen Dahls vedkommende, så spændes kristendommen for det politiske, og så er det religiøs på ny på spil i det politiske, hvilket ikke var hensigten, og forholdet mellem kristendom og politik er blevet forfusket. For problemet vedrørende forslaget er, at det er fremkommet fra katolske lande, hvor kristendommen spiller en også verdslig rolle i form af Vatikanstaten og den katolske kirkes rolle som stat i staten. Derved ophæves skellet mellem religion og politik, og derved svækkes et kristen menneskes frihed. Forslaget er ikke fremkommet i den hensigt at sætte det politiske fri, men tværtimod for at binde det politiske; for at binde samvittigheder. Men hverken tilhængere eller modstandere af kristendommens indskrivning i traktaten bruger denne argumentation; men befinder sig i samme båd, dog i hver sin ende; og sammenblander på hver sin måde det politiske og det religiøse (hvad enten det nu er kristendom, humanisme el.a.), og binder derved samvittighederne. Den danske grundlov er god og fremragende, for den sætter i forståelsen af evangelisk-luthersk kristendom skel mellem det religiøse og det politiske, og sætter herved det politiske fri, fordi det holdes fast på opgaven af kristendommen. Derved kunne grundloven være et forbillede for andre grundtraktater; men bliver det næppe, dertil er den for udfordrende for ideologiske og totale tankegange, hvad enten disse findes i det politiske eller i det religiøse. Set ud fra det evangelisk-lutherske burde kristendommen ikke indskrives i traktaten, for det ville binde det politiske; men problemet er, at når man hører eksempelvis Elisabeth Arnolds argumentation mod at indskrive den, kommer man i tvivl, for her bindes det politiske med ideologiske argumenter, som er lige så religiøse som Pavens i Rom. Thomas Reinholdt Rasmussen, Skagensvej 435, Jerup, er sognepræst. E-mail: trr@km.dk