Lokalpolitik

Politik ikke livsstilling

Kommunalvalget nærmer sig med raske skridt.

Det betyder samtidig, at mange folkevalgte skal til at tage stilling til deres egen politiske fremtid. Skal jeg genopstille og søge genvalg, eller skal jeg stoppe? Det er et svært valg for de fleste, sådan som det er tilfældet med alle de afgørende og vigtige personlige valg i tilværelsen. Vi har lige oplevet en amerikansk præsident blive indsat i verdens mest magtfulde embede. Ved samme lejlighed sagde vi naturligt nok farvel til den siddende præsident. Det var på alle måder en flot og værdig anskuelsesundervisning i, hvad demokratiets sjæl er, nemlig at dette at beklæde en politisk toppost ikke er og ikke bør være noget, der kommer til at ligne en livsstilling. I verdens førende og p.t. eneste supermagt indeholder forfatningen den helt rigtige bestemmelse, at en præsident højst kan beklæde posten i to perioder svarende til otte år. Det kunne vi lære meget af herhjemme, og det ville også indebære den fordel, at det, mange politikere ikke selv kan finde ud af, det finder forfatningen ud af for dem. Nogle formår at trække grænsen af egen fri vilje og sige stop, mens de er på toppen, og mens de stadigvæk har noget nyt, dynamisk og udviklingsfremmende at bidrage med. Jeg tænker på en ung borgmester på Frederiksberg som Mads Lebech. Der kunne også være grund til at fremhæve lokale nordjyske politikere som rådmand Henrik Thomsen, rådmand Preben Pedersen, borgmester Finn Olesen og byrådsmedlem Nils Bell, der alle har erkendt, at nu har de aftjent deres værnepligt, og der bør gives plads til nye kræfter. Der er ingen tvivl om, at de alle stadigvæk har lysten til politisk arbejde, men politik er en tillidspost, som man har til låns i en periode af sit liv – det må aldrig blive en livsstilling. I den sammenhæng burde mange borgmestre, ministre og menige politikere landet over måske gøre alvor af at gå i tænkeboks en ekstra gang, inden de søger genvalg – igen, igen, igen, igen! Ikke mindst en gennemgående kommunalreform, der sætter nye dagsordener for den kommunalpolitiske verden, ville måske styrkes ved at blive præget af andre borgmestre end dem, der næsten er blevet ét med borgmesterstolen, og hvor limen på samme stol er stærkere end evnen til at sige stop i tide? Jeg vil gerne understrege, at det er en generel betragtning uden adresse til bestemte personer – men ikke desto mindre håber jeg da, at en del føler sig ramt (!). Tidligere statsminister Poul Hartling sagde engang: ”Politik er som at ride på en tiger – det er ikke til at komme af”. Og en af den nyere tids statsministre, Poul Schlüter, udtrykte det forleden på tv sådan her: ”Det er ikke så svært at blive statsminister – det svære er at holde op med at være det!” At mestre den svære kunst at vide, hvornår det er tiden at holde op igen, er i virkeligheden den største kvalitet, en politiker kan besidde. Politik er i et demokrati en agtværdig og respektabel beskæftigelse, fordi det handler om at være betroet en tillid på baggrund af nogle grundlæggende holdninger til livet og samfundet. Levebrødspolitik er derimod med til at undergrave et sundt og levedygtigt demokrati. Flemming Jansen er fhv. borgmester (V) i Pandrup Kommune, nu lektor og freelance-journalist. Bor på Østerled 5 i Pandrup.