EMNER

Politik og mulehår

”Der blev skiftet ud på samtlige ministerposter på nær tre. Alligevel er regeringen stadig trængt i meningsmålingerne”.

Linjerne er citeret fra dagbladet Politiken 25. februar i år. De refererer til en meningsmåling gennemført af Megafon for TV 2 og ”Organet for den højere Oplysning”, som Politiken ynder at blive omtalt. En professor fra Århus har 100 procent ret, når han i samme artikel undrer sig over, at ministerholdet ikke har haft større effekt på vælgerne: "(Men) det kan være, de nye ministre lige skal have tid til at slå igennem." Professorer er nu skarpsindige! Regeringen var altså trængt selv efter ministerrokaden. Det var måske, fordi dele af meningsmålingen var foretaget før ministerrokaden, som fandt sted 23. februar. Stillingen i Folketinget var 89-86 i VKO-partiernes disfavør. Næsten lige, altså. Tages Megafons matematiske og statistiske forbehold med i beregningerne, er der tale om en forskel, der kan sammenlignes med et mulehår på en travbane. Forbeholdet lyder: ”For de enkelte observationer gælder, at de faktiske procenttal med 95 pct. sikkerhed befinder sig inden for en gennemsnitlig margin på ca. +/-to pct. af de observerede procenttal”. Det er da et raffineret forbehold. De øvrige institutter, som excellerer i branchen for opinions- eller meningsmålinger, garderer sig på lignende måde. Fælles for dem er også, at de gerne forvandler omkring 1000 svar fra ”et repræsentativt udsnit af den voksne danske befolkning” til den skinbarlige sandhed. De lægger sig sikkert også i selen for ikke at stille ledende spørgsmål. Det er ikke, fordi jeg vil diskutere mulehår, matematik eller politik. Det er heller ikke, fordi jeg vil have afskaffet eller forbudt politiske meningsmålinger. Jeg vil pege på, at institutterne – det er såmænd bare ganske almindelige firmaer - bag meningsmålingerne og medierne ikke giver meget for læsernes dømmekraft. På en skala fra ét til ti, som det så moderne hedder, kan vi måske krybe op på et tretal. Det ene øjeblik bliver vi belært om, at lille Lars fra Græsted kan fortsætte. Det næste øjeblik trues vi af ledelsesmæssige dilettanter fra Socialdemokratiet og SF. Årsagen er ofte, at Folketingets små partier (og de er ved Gud små!) som følge af valglovens spærregrænse skiftevis dømmes inde og ude. Men disse ude-/inde-domme er statistisk set lige så usikre, som isen på vore søer er blevet det. Et andet eksempel fra de seneste uger er fra dagbladene Børsen og B.T., som skrev, at ”Vælgernes dom er klokkeklar”. Baggrunden var, at den ene blok stod til 90 mandater – ud af Folketingets 179. For mig er det ikke så klokkeklart, når den statistiske usikkerhed tages i betragtning. Størst interesse for meningsmålinger har givetvis folketingsmedlemmerne. Med meget jævne mellemrum opfordres vælgerne til at svare på, om de i den eller den sammenhæng foretrækker den siddende statsminister eller Helle Thorning-Schmidt. Hendes forhold til tal og statistik er for resten helt specielt. Fruen med det lyse sind har for vane at betegne socialdemokratiske valgnederlag som sejre. Det kan undre mig, at vælgerne ikke bliver bedt om at svare på, hvorfor de i den senere tid tilsyneladende har svigtet den vingeskudte Villy Søvndal. Efter at det er sat ind med tøvejr, har den store SF-leder ikke længere kunnet gå på vandet. Der er mindst seks kendte institutter, og året har 12 måneder. Altså offentliggøres der sikkert mindst 72 landspolitiske meningsmålinger om året. Det irriterer mig, fordi måden, målingerne udlægges på, kan være problemfyldt. Og især fordi vi læsere ofte undervurderes. Jeg mener, det er i orden med målingerne; men ikke altid med udlægningen af dem. Derfor bør de ikke forbydes, men decimalerne kunne slettes. Mon ikke målingerne hos andre end politisk stærkt engagerede lige så stille smutter i glemmebogen umiddelbart efter offentliggørelsen? Laust Grove Vejlstrup har været redaktør på Jyllands-Posten, pressechef for den konservative folketingsgruppe og aktiv politiker i Sydthy, KL’s bestyrelse og EU. Nu kommentator og informationsrådgiver.