Afghanske tolke får ekstra tid til at søge dansk hjælp

Et flertal i Folketinget et enige om at give afghanske tolke mere tid til at kunne søge hjælp om at komme ud.

Et bredt flertal i Folketinget har besluttet af forlænge fristen for at kunne søge om hjælp til at komme ud af Afghanistan for personer, der har arbejdet for Danmark, til den 24. november. Tidligere var fristen 1. november.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

- Fristforlængelsen vil give de resterende personer bedre mulighed for i de kommende uger at komme ud i tide til at ansøge om midlertidig opholdstilladelse i Danmark i to år, skriver ministeriet.

Da Afghanistans hovedstad, Kabul, sidst i august faldt til Taliban lavede Folketinget en særordning for tolke, der havde arbejdet for Danmark, og deres familier, der tilbød hjælp til evakuering og ophold i Danmark.

Samtidig iværksatte Danmark på linje med andre lande en evakuering fra Kabul for både tolke, personer med lovligt ophold i Danmark og tidligere ansatte.

Udenrigsministeriet oplyser, at man har evakueret 1077 personer ud af Afghanistan.

- Den tilbageværende gruppe af afghanere med muligt beskyttelsesbehov udgør nu 39 personer inklusive nære familiemedlemmer, der kan være truet i kraft af deres tilknytning til det danske og internationale engagement i Afghanistan.

- Udenrigsministeriet arbejder aktivt for at hjælpe denne gruppe til Danmark inden den 24. november, selv om betingelserne er meget svære, skriver ministeriet.

Ud over den gruppe er der omkring 40 personer fra danskerlisten, en liste hvor statsborgere og andre med lovligt ophold i Danmark kan skrive sig på, tilbage i landet.

- Udenrigsministeriet arbejder fortsat på at hjælpe disse personer med rådgivning om udrejsemuligheder og tilbud om assisteret hjemrejse mod egenbetaling, skriver ministeriet.

/ritzau/

Breaking
Ansat krænkede elever på skole: Her er dommen
Luk