Astrid Krag vikarierede for Tesfaye til stort EU-møde
Social- og ældreminister deltog i EU-møde efter tvivl om, om beskæftigelsesminister kunne rejse ind i Belgien.

Doorstep om aftale om fordeling af SSA-reserven Philip Davali/Ritzau Scanpix
Social- og ældreminister Astrid Krag (S) troppede mandag op som vikar i EU til ministermøde, hvor der blandt andet skulle forhandles om fælles EU-regler for mindsteløn.
Det var egentlig fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S), der skulle have repræsenteret Danmark. Men der var usikkerhed om, hvorvidt han overhovedet kunne rejse ind i Belgien, fordi Tesfaye for nylig har været smittet med coronavirus.
Beskæftigelsesministeriet oplyser mandag eftermiddag i et skriftligt svar til Ritzau, at reglerne for tidligere smittede er strammere i Belgien.
- Beskæftigelsesministeriet anbefalede på den baggrund, efter dialog med Udenrigsministeriet, at den danske regering var repræsenteret af en anden minister, skriver ministeriet.
Mattias Tesfaye kunne søndag aften deltage i et pressemøde, og derfor kan det have undret, hvorfor ministeren ikke dagen efter kunne repræsentere Danmark i Bruxelles.
Svaret skal, som ministeriet skriver, findes i de to landes forskellige regler for tidligere smittet.
I Danmark kan man bryde sin isolation, når man har været symptomfri i 48 timer. Det havde Mattias Tesfaye, da han søndag aften deltog i pressemødet.
Men i Belgien skal man altså have været symptomfri i en del længere tid. Derfor var der i Beskæftigelsesministeriet tvivl om, hvorvidt Tesfaye kunne deltage i mødet.
- Det har været yderst usikkert, om den fungerende beskæftigelsesminister ville have mulighed for at rejse ind i Belgien, da restriktionerne er strammere Belgien end i Danmark for tidligere coronasmittede, skriver ministeriet.
Det blev altså Astrid Krag, der deltog i mødet. Her vedtog EU-medlemslandene et fælles mandat til de videre forhandlinger om fælles EU-regler for mindsteløn.
Den endelige lov skal forhandles på plads efter årsskiftet mellem medlemslandene og EU-Parlamentet.
Mattias Tesfaye er i øjeblikket fungerende beskæftigelsesminister, fordi den egentlige beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S), er på barsel.
Tesfaye er også udlændinge- og integrationsminister.
/ritzau/