Beretning fra Minkkommissionen kan blive forsinket

Regeringen er under lup i sagen om aflivning af millioner af mink, hvor en beretning nu kan blive forsinket.

Minkkommissionen risikerer ikke at blive færdig til tiden med sin beretning om sagen fra 2020, hvor flere millioner mink blev beordret aflivet, inden der var et lovgrundlag på plads.

Det fremgår af et brev til Folketingets Granskningsudvalg fra landsdommer Michael Kistrup, der er formand for kommissionen.

Beretningen var ventet til april, men det er svært at nå. Det er udvalget dog utilfreds med, og derfor ventes der et møde mellem parterne for at aftale, hvornår beretningen kan afleveres.

Kommissionen blev nedsat i april i år og fik til opgave at undersøge sagen, hvor regeringen 3. november 2020 besluttede, at alle mink i Danmark skulle aflives.

Da det blev meldt ud dagen efter, var lovgrundlaget dog ikke på plads.

Beslutningen blev truffet af frygt for, at en eventuel mutation af coronavirus i mink var mere modstandsdygtig overfor vacciner.

Forsinkelsen skyldes, at nogle af afhøringerne i efteråret har taget længere tid end ventet, og at nogle vidner skal genafhøres efter nytår.

I november sidste år blev kommissionen pålagt en ekstra opgave. Den skulle undersøge, hvorfor politiet skulle kontakte minkavlere uden for smittezonerne og sige, at mink skulle aflives.

Spørgsmålet er, hvem der besluttede det og hvorfor.

Ifølge formanden for kommissionen har det også været med til at forsinke beretningen. Kommissionen har ikke mulighed for at genafhøre vidner i februar og marts, hvilket først kan ske i april.

- På dette tidspunkt regner kommissionen med at have et sådant overblik over sagen, at genafhøringerne kan koncentreres om enkelte spørgsmål, skriver Michael Kistrup i et tidligere brev fra december.

Det huer ikke formand for udvalget og folketingsmedlem Karsten Lauritzen (V) ifølge et svar til Kistrup.

Han kalder det en "afgørende forudsætning", at ekstraopgaven ikke måtte forsinke arbejdet.

Hvis der var risiko for det, skulle ekstraopgaven afvente selve hovedberetningen.

Derfor skal kommissionen mødes med udvalget for at drøfte tidspunktet for aflevering af hovedberetningen samt ekstraopgaven.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.