Blå partier: Kommuner burde have fået del af coronavinterpakke
Hjemmepleje i nødberedskab kalder på hjælp fra private aktører og nye løsninger, mener ordfører.
Det er dybt bekymrende, at mindst syv kommuner går i nødberedskab i deres hjemmepleje.
Det mener ældreordfører i Dansk Folkeparti Karina Adsbøl.
Kommunerne fortæller om så pressede forhold i ældreplejen, at de føler sig nødsaget til at skære i den hjemmehjælp, som ældre kan få.
Det betyder blandt andet, at der bliver skåret på rengøring og bad, fordi der ikke er hænder nok, skriver DR.
- Man bliver nødt til at tænke på, om man skal indgå nogle partnerskaber med de private. Det kan være private leverandører som rengøringsfirmaer. De kan tage sig af de praktiske opgaver, og så kan dem, der skal stå for pleje og omsorg, koncentrere sig om det, siger Karina Adsbøl til Ritzau.
Hun understreger, at man er nødt til at gøre alt, hvad man kan, for at sikre de ældre en god og værdig pleje.
Jane Heitmann, som er Venstres ældreordfører, kalder det en farefuld færd, når kommuner går i nødberedskab.
- Det er næsten ikke til at bære, at regeringen sidder på hænderne, og ikke tager problemstillingen alvorligt, siger hun.
Karina Adsbøl mener desuden, at en del af den coronavinterpakke, som regeringen lavede en aftale om forrige weekend, burde være gået til kommunerne og ikke udelukkende til regionerne.
Det synspunkt deler Jane Heitmann.
- Regeringen har jo netop lagt en vinterpakke frem, som hjælper personalet på sygehusene. Men det undrer mig meget, at man fuldstændig har glemt personalet i kommunerne, siger hun.
Regeringens coronavinterpakke blev fremlagt sidste søndag som en del af næste års finanslov.
Aftalen blev lavet imellem regeringen, SF, De Radikale, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne.
Jane Heitmann mener, at der er tydelige problemer med rekruttering, som skal løses.
Social- og ældreminister Astrid Krag (S) siger i en skriftlig kommentar, at regeringen følger situationen tæt.
- Jeg har indkaldt sektorpartnerskabet på ældreområdet til møde allerede nu på mandag, så vi kan drøfte, hvad vi i fællesskab kan gøre i den ekstraordinære situation, vi står i, og jeg udelukker ikke noget, siger hun.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.