Djøf vil granske om embedsmænd misbruges i politisk magtspil
Med nyt ekspertudvalg vil fagforeningen Djøf kigge på de faglige vilkår, som medlemmerne arbejder under.

Offentlig audiens på Christiansborg Slot Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Er grænsen mellem embedsmænd og politikere blevet for mudret?
Det vil Djøf - fagforening for blandt andre embedsmænd - nu i gang med at undersøge.
Det skal ske med et ekspertudvalg, fortæller Henning Thiesen, formand for Djøf, til Politiken.
- Problemstillingen er, at der i den offentlige debat er blevet sat spørgsmålstegn ved, om embedsfolk er blevet for politiseret. På bekostning af deres faglige og saglige rådgivningsrolle, siger Henning Thiesen.
- Vi er bekymrede for, at vores medlemmer og embedsfolkene i stigende grad er ved at blive brikker i et partipolitisk spil.
Han nævner blandt andet minksagen samt den nylige dom mod tidligere minister Inger Støjberg som eksempler på sager, der kan få offentligheden til at tvivle på forholdet mellem politikere og embedsmænd.
- Vi hører fra en del af dem, der er ansat i den offentlige sektor, at det politiske pres er blevet større og større det seneste år, siger Henning Thiesen.
- Det er vigtigt for mig at understrege, at det er ikke noget, der er kommet med regeringen med Mette Frederiksen. Det er noget, der har været undervejs i mange år, siger Henning Thiesen.
Han mener selv at have iagttaget stigende politiske krav fra ministre til embedsværket de seneste 15 til 20 år.
- Derfor synes jeg, tiden er kommet til, at vi arbejder videre med det her, siger han.
Tidligere har Djøf flere gange set på de etiske og faglige problemstillinger, som embedsmænd kan møde i deres arbejde. Djøf har desuden nedskrevet et kodeks om god, faglig opførsel.
Det arbejde skal det nye udvalg læne sig opad, siger Henning Thiesen.
Udvalget skal ligesom de tidligere bestå af både topembedsmænd, politikere, mediefolk og forvaltningseksperter.
- Så håber vi, at resultaterne kan komme på den anden side af sommerferien, siger Henning Thiesen.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.