Folketinget giver stående applaus til ukrainsk ambassadør

Ukraines ambassadør besøger Christiansborg, hvor Folketingets formand holder tale om den russiske invasion.

Folketinget hejser det ukrainske flag ved siden af Dannebrog i sympati med Ukraine ved hovedtrappen til Christiansborg Slot torsdag. Justitsministeriet tillod onsdag både private og offentlige myndigheder at flage med det ukrainske flag. <i>Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

Folketinget hejser det ukrainske flag ved siden af Dannebrog i sympati med Ukraine ved hovedtrappen til Christiansborg Slot torsdag. Justitsministeriet tillod onsdag både private og offentlige myndigheder at flage med det ukrainske flag. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Inden torsdagens møde og afstemninger brød hele Folketingssalen spontant ud i stående klapsalver henvendt til den ukrainske ambassadør Mykhailo Vydoinik.

Mykhailo Vydoinik overværede starten af dagens møde fra Folketingssalens gæsteloge, og han gav tydeligt udtryk for, at han blev berørt, da han tørrede sine øjne.

Det er ellers ikke kutyme, at folketingsmedlemmer klapper i Folketingssalen.

- De voldsomme kamphandlinger i Ukraine har nu stået på en uge. Vi har fået rapporter om mange dræbte ukrainere. Både soldater og civile. Der er nu krig på europæisk jord, indleder Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen, en tale.

Sidste torsdag 24. februar begyndte en russisk invasion af Ukraine. Det har sendt en million ukrainere på flugt. Onsdag lød det fra Ukraines udrykningstjeneste, at flere end 2000 indtil videre er blevet dræbt.

- Vi beundrer det ukrainske folks mod og beslutsomhed. De har vist en ukuelig vilje til at byde den russiske overmagt trods. Men de står ikke alene. Den stærke danske, europæiske og internationale fordømmelse af Rusland er helt på sin plads. Danmark har også en stemme i dette kor, lyder det fra Henrik Dam Kristensen.

Ambassadør Mykhailo Vydoinik takker for Danmarks støtte.

- Danmark er vores sande ven, siger han blandt andet, inden han igen forlader Folketingssalen, mens medlemmerne klappede.

Folketinget har ud over at invitere ambassadøren i Folketingssalen for at vise solidaritet med Ukraine, hejst det ukrainske blå og gule flag ved Christiansborgs hovedtrappe.

Onsdag meddelte Justitsministeriet, at det ekstraordinært tillades at flage med det blå og gule flag frem til 16. marts. Altså de næste to uger.

Andre landes flag hejses normalt kun foran Folketingets hovedtrappe, når der er officielle besøg fra det pågældende land.

Det er det højre flag, set fra bunden af hovedtrappen, hvor man hejser et andet lands flag, mens Dannebrog hejses til venstre.

Det er i udgangspunktet ikke tilladt for private og myndigheder at flage med andre landes flag uden tilladelse fra politiet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.