Politik

Folketingsmedlem fra LA træder ud af byråd

Arbejdet på Christiansborg fylder mere og mere for Liberal Alliances Lars-Christian Brask, der forlader byråd.

Lars-Christian Brask har været folketingsmedlem for Liberal Alliance i Sjællands Storkreds fra 1. november 2022. (Arkivfoto).
Lars-Christian Brask har været folketingsmedlem for Liberal Alliance i Sjællands Storkreds fra 1. november 2022. (Arkivfoto). Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 18:55

Efter tolv et halvt år år som medlem af byrådet i Roskilde Kommune træder Lars-Christian Brask fra Liberal Alliance ud per 1. juni.

Det oplyser han i et opslag delt på det sociale medie Facebook tirsdag aften.

- Mit arbejde på Christiansborg fylder ganske enkelt mere og mere, lyder det fra Lars-Christian Brask.

- Som udenrigspolitisk ordfører, medlem af Nordisk Råd og Udenrigspolitisk Nævn kræver den nuværende internationale situation min fulde opmærksomhed.

Lars-Christian Brask sidder også i Folketingets Præsidium, som holder øje med Folketingets indre forhold, for eksempel ledelse af møderne i Folketingssalen, drift og officiel repræsentation af Folketinget.

Selv om der endnu ikke er dannet en ny regering, kræver folketingsarbejdet allerede "markant mere" af Lars-Christian Brasks tid og indsats.

- Det kan ganske enkelt ikke kombineres med at yde det bidrag, som jeg forventer af endnu en byrådsperiode i opposition, skriver han om Roskilde Kommune, der har Tomas Breddam fra Socialdemokratiet som borgmester.

Beslutningen er truffet med "blandede følelser", men den er "samtidig nødvendig", tilføjer han.

- Jeg har været utrolig glad for arbejdet og samarbejdet med både kolleger og borgere i Roskilde gennem årene, skriver han og fortsætter:

- At få lov til at arbejde politisk for den by, man selv er vokset op i, er noget helt særligt - og noget, jeg har været både stolt af og taknemmelig for.

Lars-Christian Brask oplyser, at hans plads i byrådet overtages af Daniel Elmann, der allerede har deltaget i gruppemøder som suppleant.

Lars-Christian Brask har været folketingsmedlem for Liberal Alliance i Sjællands Storkreds fra 1. november 2022.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden