Folketingsudvalg skal vurdere Støjbergs politiske fremtid

Siden grundlovsændringen i 1953 er fire politikere blevet erklæret uværdige til at sidde i Folketinget.

Efter domsafsigelsen mod Inger Støjberg <i>Martin Sylvest/Ritzau Scanpix</i>

Efter domsafsigelsen mod Inger Støjberg Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Udvalget til Valgs Prøvelse i Folketinget skal vurdere, om Inger Støjberg er værdig til at sidde i Folketinget.

Medlemmerne er indkaldt til "åben drøftelse" af spørgsmålet tirsdag klokken 16.

Udvalget kan sende sagen videre til Folketinget, som så skal stemme om sagen, og det er ifølge udvalgsformanden det sandsynlige udfald.

Det er således Folketinget, som - i givet fald - træffer beslutningen, om den tidligere minister kan blive siddende i Folketinget.

Udvalgsmedlem Sikandar Siddique fra Frie Grønne har anmodet om, at udvalget skal tage sagen op, straks efter at Rigsretten mandag har afsagt dom.

- Vi har officielt anmodet om at få vurderet hendes valgbarhed, siger Siddique.

Udvalgets formand, Lennart Damsbo-Andersen (S), bekræfter, at han har modtaget anmodningen.

Sikandar Siddique vil på mødet kræve, at der skal laves en betænkning, så Inger Støjbergs valgbarhed kommer til afstemning i folketingssalen.

- Inger Støjberg er skyldig i lovbrud, og nu har denne sag stået på i over fem år. Jeg mener, at for tilliden til retsstaten, folkestyret og politikerne og af hensyn til de par, som blev adskilt, må vi nu tage konsekvensen af dommen og få færdigbehandlet denne sag så hurtigt som muligt, så vi værner om retsstaten og de danske værdier, siger han.

Udvalget består af 17 medlemmer af Folketinget.

Inger Støjberg har ikke taget stilling til, hvad hun vil gøre.

- Nu må vi se, hvad der sker. Jeg ved, hvad jeg har sagt, og hvad jeg har gjort. Og jeg har ikke bedt nogen om at gøre noget ulovligt, siger hun efter dommen.

Et simpelt flertal i udvalget kan sende sagen videre til Folketinget med en indstilling og en betænkning.

Siden ændringen af Grundloven i 1953 har der været fire personer, som er blevet smidt ud.

Hvis der i Folketinget er simpelt flertal for at erklære Støjberg uværdig til Folketinget, vil hun miste sin plads.

Det er ikke udelukket, at Inger Støjberg, som nu er løsgænger, kan blive medlem af Folketinget på et senere tidspunkt.

Det er tidligere sket for stifteren af Fremskridtspartiet Mogens Glistrup, som blev erklæret uværdig på grund af skattebedrageri, men som senere blev medlem af Folketinget.

/ritzau/