Halsboe om helligdagsforslag: Lynvedtagelse sker for fagbevægelsen

Fagbevægelsen frygter, at afskaffelse af helligdag kan besværliggøre aktuelle overenskomstforhandlinger.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) vil vedtage lovforslag om afskaffelsen af helligdag hurtigt for fagbevægelsens skyld. (Arkivfoto). <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) vil vedtage lovforslag om afskaffelsen af helligdag hurtigt for fagbevægelsens skyld. (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det er for fagbevægelsens skyld, at regeringen hurtigt vil have vedtaget et lovforslag om afskaffelse af en helligdag.

Det siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

- Jeg har stor respekt for fagbevægelsen og de kræfter, der forhandler overenskomster, lyder det.

- Det er også i det lys, at jeg lægger op til, at lovforslaget vedtages inden for kort tid.

Det er netop fagbevægelsen, som i den seneste tid har rettet heftig kritik mod regeringen på grund af forslaget.

Fagbevægelsen frygter, at afskaffelsen af helligdagen kan besværliggøre de overenskomstforhandlinger, som fagbevægelse og arbejdsgivere står midt i.

Dele af fagbevægelsen har tidligere givet udtryk for, at den kan ende med at anbefale sine medlemmer at stemme nej til en ny overenskomst, hvis ikke forslaget om at sløjfe en helligdag droppes.

Fra regeringens side er der dog lagt op til, at lovforslaget skal vedtages inden for en måned. Det er kortest mulig tid, hvis det skal leve op til reglerne.

Dermed er der kortere tid end vanligt til at komme med indsigelser og kritik, som Folketinget kan tage højde for.

I regeringsgrundlaget lover regeringen ellers at have fokus på, at høringsfristen på fire uger for lovforslag overholdes. Men det sker ikke denne gang.

- Vi lytter selvfølgelig til det, der kommer ind. Hvis det viser sig, at det ikke kan lade sig gøre, bruger vi tiden på at gøre det ordentligt, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Ambitionen er at vedtage loven, inden der skal stemmes om overenskomsterne til foråret. Forhandlingerne er indledt på nogle områder.

Den tidligere S-regering hastebehandlede under statsminister Mette Frederiksen (S) rekordmange forslag.

31 lovforslag blev behandlet inden for én uge fra fremsættelse.

De otte forudgående regeringer har i gennemsnit hastebehandlet én lov så hurtigt ifølge en opgørelse fra en borgerlig-liberale tænketank Cepos.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.