Folketinget

Kim vil videre efter "skilsmisse" - men han afviser allerede ét parti

Resterne af Nye Borgerlige fordeles: Nu leder nordjysk mf'er efter nyt parti

Kim Edberg står for den kedelige oprydning efter Nye Borgerliges forlis på Christiansborg. Og så skal han finde et nyt parti at høre til. 
Kim Edberg står for den kedelige oprydning efter Nye Borgerliges forlis på Christiansborg. Og så skal han finde et nyt parti at høre til.  Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:44

Partnerne, der for ikke så længe siden holdt inderligt af hinanden, er væk. Tilbage er en hulens masse oprydning og papirarbejde.

Sådan ser det ud, når et parforhold er forbi. Og sådan er det også, når en gruppe i Folketinget pludselig opløses 

- Jeg oplever det ligesom en skilsmisse. Der er en masse ting, der skal fordeles og sendes de rigtige steder hen, og en masse formaliteter der skal på plads. Det tager sin tid, fortæller Nye Borgerliges sidste mand på borgen, nordjyske Kim Edberg Andersen.

Vil hjælpe ansatte

Som formand for folketingsgruppen er det ham, der har "æren" af at stå for det omfattende arbejde. For selv om folketingsgruppen til sidst kun bestod af to politikere og en på sygeorlov, har Nye Borgerlige haft hele 14 ansatte udenfor rækkevidde af journalisternes nysgerrige mikrofoner.

- Nu handler det om at få dem godt videre. De er dygtige, men de har jo været ansat i et yderfløjparti, det er ikke altid let at komme videre derfra, oplever Kim Edberg Andersen.

Lidt lettere regner han dog med at det bliver for ham selv. Et folketingsmandat er en efterspurgt vare, og han håber bestemt, at han kan komme ind i et nyt parti.

- Jeg kan godt lide at være her. Det er på Christiansborg, at man virkelig kan ændre noget i samfundet. Men for at kunne gøre det bedst skal man ikke være løsgænger, men del af en gruppe, har han for længst gjort op med sig selv.

Ikke Enhedslisten

Hvilket parti det skal være, ved han ikke endnu.

- Nu må vi se. Jeg sætter mig nok og læser partiprogrammer på et tidspunkt. Det skal jo også være nogen, der vil have mig, siger Kim Edberg Andersen.

Tidligere har han repræsenteret Dansk Folkeparti i Rebild byråd. Heller ikke det parti vil han udelukke:

- Jeg tror da, at jeg er velkommen. Der er en del gode mennesker, ved jeg. Men jeg gik jo, fordi jeg var træt af at få knive i ryggen, og det sidder i mig, selv om det er bedre nu.

En ting kan han røbe - og det vil ikke overraske mange: Hans nye parti bliver ikke Enhedslisten:

- De tager ikke mod partihoppere, har jeg fået at vide af Pelle Dragsted. Men spøg til side: Jeg er jo en blå dreng, så det er nok i det borgerlige, det ender, smiler han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden