Kommuner sendte fejlagtigt breve til børn i stedet for forældre
Ombudsmand vil have Kalundborg Kommune til at overveje tiltag, efter at sagsbreve blev sendt til mindreårig.
Folketingets Ombudsmand opfordrer Kalundborg Kommune til at overveje tiltag, der kan forhindre, at breve fejlagtigt bliver sendt til børn i stedet for forældre.
Sådan lyder det fra ombudsmand Niels Fenger i en pressemeddelelse. Ombudsmandens opgave er at beskytte borgernes rettigheder i mødet med myndighederne. Og at bidrage til, at forvaltningen handler lovligt og følger god skik.
Vurderingen kommer som reaktion på en sag, hvor en kvinde i Kalundborg Kommune søgte om hjælpemidler til sin teenagedatter.
Da kommunen skulle sende et partshøringsbrev og en afgørelse til familien, blev det formuleret som breve til datteren.
Det skete, også selv om det var moren, der var partsrepræsentant for sin mindreårige datter.
- Kommunen har oplyst, at der er sket en meget beklagelig fejl. Det erklærer ombudsmanden sig enig i, lyder det i pressemeddelelsen.
Som følge af sagen har ombudsmanden skrevet til Kalundborg Kommune, "at han går ud fra, at kommunen overvejer behovet for eventuelle tiltag".
Det skal være med til at "forebygge lignende fejl", lyder det.
I alt har Folketingets Ombudsmand undersøgt to sager i denne omgang.
Den anden er fra Hillerød Kommune. Her modtog et treårigt barn breve - herunder en afgørelse - som ellers skulle være sendt til forældrene.
- Din mor har på dine vegne henvendt sig (...) for at søge om boligskift, skrev Hillerød Kommune i et brev, der blev sendt til barnet ifølge ombudsmanden.
Da treårige børn ikke har en digital postkasse, blev brevene automatisk sendt til barnet med almindelig fysisk post.
Hillerød Kommune har oplyst til ombudsmanden, at det var en fejl, at brevene i sagen blev formuleret som breve til barnet.
Niels Fenger siger, at det særligt i sager om børn er vigtigt, at myndigheder er opmærksomme på, hvem de skal sende breve til.
- De to sager viser, at hvor vigtigt det er, at myndighederne er opmærksomme på, hvem der har partsbeføjelserne i en sag.
- Det er ikke mindst af stor betydning i sager, der har med børn at gøre, og hvor forældremyndighedsindehaveren varetager barnets interesser, siger han i pressemeddelelsen.
Hillerød Kommune har ifølge Ombudsmanden præciseret over for de relevante afdelinger, hvem et svar på en henvendelse skal sendes til.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.