Lærere: Nødpasning er vigtig for skoleelever

Danmarks Lærerforening bakker op om hjemsendelse af skoleelever, men understreger vigtigheden af nødpasning.

Kronprinsessen besøger Vigerslev Allés Skole med Skolestyrken, Kronprinsesse Mary, Kronprinsessen <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Kronprinsessen besøger Vigerslev Allés Skole med Skolestyrken, Kronprinsesse Mary, Kronprinsessen Philip Davali/Ritzau Scanpix

For at begrænse den stigende smitte med coronavirus bliver elever i folkeskoler og privatskoler sendt hjem fra og med 15. december til og med 4. januar. De skal dermed begynde i skole igen den 5. januar.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde om nye restriktioner onsdag aften.

Men det er vigtigt, at der tages højde for, at nogle elever har et behov for fortsat at komme i skole, siger formand i Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen.

- Nogle børn vil have behov for fortsat at kunne have deres hverdag i skolen. Det kan være børn, som har det svært hjemme, børn i de yngste klasser, hvis forældre er nødt til at arbejde, eller børn, som har behov for faste rammer.

- Det er afgørende, at de børn fortsat kan have en tryg hverdag, og her bliver det vigtigt med tydelige restriktioner og tiltag, der skaber sikkerhed og tryghed for alle, siger han.

Han understreger, at Danmarks Lærerforening bakker op om en hjemsendelse, som kan få smittetrykket ned, da det giver mulighed for at forberede genåbningen af skolerne efter nytår.

- Nu handler det om, at vi udnytter de tre uger til at få smitten ned og til at finde langtidsholdbare løsninger, så eleverne kan komme trygt tilbage i begyndelsen af det nye år, og så vi kan komme gennem vinteren uden flere nedlukninger af folkeskolen.

- Det handler om at tage nogle af de løsninger frem, vi kender fra foråret, med bedre rengøring, afstandskrav, små faste hold og færrest mulig kontakter, siger han.

Nedlukningen af skolerne gælder ikke elever i specialskoler og specialklasser.

Forud for onsdagens pressemøde udtalte børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at nødpasning af skoleelever vil være muligt på samme måde som ved tidligere nedlukninger.

- Jeg vil gerne understrege, at for forældre, der er i arbejde eller er erhvervsdrivende, har man mulighed for at få nødpasset sin børn. Det har man også, hvis man arbejder hjemmefra, siger hun.

Ifølge ministeren er der et ønske om, at børnene mister så få skoledage som muligt.

Hun forklarer, at der skal være onlineundervisning. Men erfaringen fra de tidligere nedlukninger viser også, at de rammer er svære for særligt de mindste børn.

- Vi vil helst have dem i skolen. Når sundhedsmyndighederne vurderer, at vi fint kan vente til 15. december og i virkeligheden forlænge de dage, de er derhjemme i forbindelse med juleferien, så er der ikke grund til at sende dem hjem nu, siger Rosenkrantz-Theil.

/ritzau/