Lars Løkke fortryder sin håndtering af Støjberg-sagen

Det var en fejl, at den blå regering ikke igangsætte en "instrukskommission", mener Lars Løkke Rasmussen.

Møde i salen med udvidet spørgetime til statsministeren <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Møde i salen med udvidet spørgetime til statsministeren Philip Davali/Ritzau Scanpix

Lars Løkke Rasmussen, som var statsminister, mens Inger Støjbergs instrukssag udspillede sig, fortryder sin egen håndtering.

- Sagen kunne altså være endt anderledes. Det har jeg et ansvar for, at den ikke gjorde, skriver Løkke på Facebook på uddyber:

- Vi burde have initieret nedsættelse af det, der senere blev "Instrukskommissionen", mens vi endnu havde regeringsansvaret, hvorved sagen formentlig ikke var endt i Rigsretten, skriver Løkke på Facebook.

Nedsættelsen af Instrukskommissionen skete under den nuværende regering med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen.

Lars Løkke Rasmussen støttede ikke, at der blev anlagt en rigsretssag.

Han henviser til, at den type sager, som Støjberg stod i centrum af, normalt ville og burde afgøres politisk.

Så i stedet for en rigsretssag kunne det være endt med kritik fra Folketinget - populært kendt som en næse. Derefter var den tidligere udlændinge- og integrationsminister sandsynligvis "blevet gået", lyder det fra Løkke.

Han mener, at Inger Støjberg ikke er værdig til at sidde i Folketinget. Det skriver han efter dommen, som han mener er både "hård og klar".

- Uanset politiske undertoner i hele dette sagsforløb påhviler det derfor nu et samlet Folketing at handle adækvat i forhold til dommen. Og her er jeg ikke i tvivl: Man er ikke værdig til at sidde i Folketinget, når man er idømt 60 dages ubetinget fængsel, medmindre man opnår nyvalg efter udstået straf, skriver Løkke.

Tidligere har stifteren af Fremskridtspartiet Mogens Glistrup formået at komme i Folketinget, efter at han tidligere var blevet erklæret uværdig til at være medlem.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.