Regionsrådsformand kræver garantier: Ventelisterne bliver længere uden flere penge
Hvis ikke en ny regering stiller garanti for, at regionerne kan fortsætte arbejdet med at nedbringe ventelisterne på statens regning, risikerer man at forlænge ventelisterne igen. - Det er ganske alvorligt, siger regionsrådsformand

Regionsrådsformand Mads Duedahl (V) var på besøg på Urologisk Afdeling på Sygehus Nord i Aalborg tirsdag. Det er blandt andet en afdeling som den, hvor manglende penge fra staten kan gøre arbejdet med at nedbringe ventelisterne mere besværligt. Mads Duedahl kalder situationen alvorlig, og kræver garantier fra Christiansborg. Foto: Martél Andersen
AALBORG: - Det vi har sagt fra regeringens side, inden valget blev udskrevet, til regionerne, er, at alt det I overhovedet kan få ind af meraktivitet, alt hvad I overhovedet kan gøre for at få nedbragt ventelisterne - vi betaler for det. Der er ikke nogen øvre grænse. I hver faldt hvis du spørger den her regering.
Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen søndag aften, da der var debat mellem de tre statsministerkandidater på TV 2.
Hvis du i stedet for regeringen spørger regionsrådsformand Mads Duedahl (V), så kan han ikke rigtig genkende den besked.
- Der er ikke nogen, der har stillet nogen garantier, fortæller han.
Der er allerede en sådan ordning, hvor regionerne bliver fuldt ud kompenseret for at nedbringe ventelisterne. Den ordning kom i stand, efter coronapandemien skabte alenlange ventelister. Siden har også sygeplejerskestrejken bidraget til de lange ventelister.
- I Region Nordjylland har vi i år et ekstraordinært forbrug på cirka 190 millioner kroner - fordelt på 150 millioner kroner ekstra på privathospitaler og 50 millioner kroner ekstra på egne matrikler. De 190 millioner er med til at sikre, at vi nedbringer ventelisterne, siger Mads Duedahl, men peger med det samme på en afgørende skæringsdato:
- Udfordringen er, at ordningen udløber 1. januar 2023.

Hvis ikke der kommer en garanti fra de mulige regeringspartier, skal regionspolitikerne i Nordjylland beslutte, hvad de gør i det nye år. En af mulighederne er at arbejde videre, lukke øjnene og krydse fingrene i håb om, at der kommer penge. - Kommer de ikke, vil det være til stor gene for resten af sundhedsvæsenet, siger Mads Duedahl. Foto: Martél Andersen
Bøn til Folketinget
Ordningen har været fordelagtig og vigtig, påpeger Mads Duedahl, for den har givet regionerne mulighed for at sætte alle sejl til i arbejdet med ventelisterne. Men uden en garanti om flere midler fra det nye år, skal man allerede nu begynde at overveje, om der skal trækkes i håndbremsen.
Arbejdet med at planlægge næste års operationer går nemlig i gang, når oktober bliver til november. Og hvis ikke der til den tid er en garanti for, at man i regionerne kan fortsætte arbejdet med at nedbringe ventelisterne på statens regning, kommer det til at kræve hårde drøftelser i forretningsudvalget i Region Nordjylland.
- Så må vi åbent og ærligt forholde os til konsekvenserne. For vi kan enten arbejde videre, lukke øjnene og krydse fingrene i håb om, at der kommer penge. Kommer de ikke, vil det være til stor gene for resten af sundhedsvæsenet, siger Mads Duedahl om forretningsudvalgets ene beslutningsmulighed.
- Eller vi kan begynde at drosle ned, men så kan vi stå og se dumme ud bagefter, hvis nu pengene skulle komme. For så vil vi have udskudt operationer og sat processer i bero, der så alt sammen skal planlægges fra ny. Og ventelisterne vil igen være blevet forlænget.
- Der er rigtig mange nordjyder, og danskere generelt, der kommer i klemme i det her. Det er for mig at se ganske alvorligt, hvis ikke vi finder en løsning på det.
Derfor har Mads Duedahl en bøn til Folketingets partier, og især til de partier, der griber ud efter statsministerposten.
- Vi har brug for et konkret svar lynhurtigt, og jeg har i hvert fald behov for, at man på Christiansborg er ret ærlig om, hvorvidt man ønsker at tilføre sundhedsvæsenet flere penge eller ej.
En nødvendighed
Per Larsen er sundhedsordfører for Konservative i Folketinget og medlem af forretningsudvalget i regionsrådet i Region Nordjylland. Han er ikke meget for at udstede garantier, men anerkender nødvendigheden af indsatsen for at nedbringe ventelisterne.
- Det er jo i hvert fald en nødvendighed, at man bliver ved med at have en pulje til at afvikle puklerne. Hvis vi stadig har rigtig lange ventelister til nytår, siger han.
- Det kan ikke nytte noget, at de bare bliver længere og længere. Og hvis vi skal lave noget ekstra, så skal der penge til. Det er ikke noget, vi har drøftet i folketingsgruppen. Men hvis jeg kommer med igen, så er det et fokusområde, at vi skal ned et sted, hvor vi ikke har en kæmpe pukkel foran os.
Hvis jeg skal have en klar udmelding fra Konservative om, at en blå regering - ledet af Konservative eller ej - vil give en garanti til Mads Duedahl og de andre regioner, skal jeg så have dig til at drøfte det med gruppen, skal jeg have fat i Søren Pape Poulsen eller en anden?
- Nej, du kan roligt citere mig for, at det er en nødvendighed. Der skal selvfølgelig være mulighed for at afvikle puklen, hvis der er et behov.
Og det er der, understreger regionsrådsformand Mads Duedahl:
- Vi er langt fra at være i bund med ventelisterne, og Nordjylland er ikke værre ramt. Hele landet er presset.
Spørger man Anne Honoré Østergaard, Venstre-medlem af sundhedsudvalget i Folketinget og medlem af forretningsudvalget i regionsrådet i Region Nordjylland, er beskeden klar:
- Vi har siden foråret sagt, at vi vil bruge 1 milliard kroner om året på at bekæmpe ventelister. De skal simpelthen direkte ind ad fordøren i sundhedsvæsenet med det ene formål. Og det gentog Jakob Ellemann-Jensen også i debatten søndag aften.
- Det duer ikke, hvis regionerne bliver nødsaget til at bremse op i deres arbejde. Derfor skal de også have at vide nu, om der er penge efter nytår. Og en blå regering ledet af Jakob Ellemann-Jensen garanterer, at man kan fortsætte arbejdet i 2023.
Nordjyske har forsøgt at få en kommentar fra Socialdemokratiet. Det har ikke været muligt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.