Messerschmidt går i offensiven: Pladen er ryddet

Næstformanden i DF vil anlægge en mere offensiv og ny stil i formandsopgør, siger han ved Østre Landsret.

Morten Messerschmidts (DF) sag om EU-svig og dokumentfalsk skal gå om ved byretten, har Østre Landsret onsdag afgjort.

- Det betyder i hvert fald, at den dom, som jeg modtog i sommer, ikke længere gælder. Jeg er ikke dømt for noget, siger Morten Messerschmidt (DF) uden for retten.

"Pladen er ryddet", siger næstformanden i DF, som også vil ændre sin tilgang til formandsopgøret i Dansk Folkeparti.

- Næste gang vi mødes, bliver det også med en mere offensiv og ny stil, siger Messershcmidt.

Han er opstillet som formand ved et ekstraordinært årsmøde 23. januar.

Flere i toppen af partiet har dog rejst tvivl, om Morten Messerschmidts formandsambitioner er realistiske, efter at han tidligere i år blev idømt seks måneders betinget fængsel.

Men dommer Søren Holm Seerup, der kendte Morten Messerschmidt (DF) skyldig ved Retten i Lyngby, kunne opfattes som inhabil, da han havde "liket" opslag om Messerschmidt på Facebook.

- Jeg er selvfølgelig glad over, at det, som vi har oplevet i Lyngby Byret, nu bliver slettet, og at den dom derfor ikke længere er gældende. Men det er klart, at det så tidsmæssigt kommer til at tage længere tid, siger han.

- Det er godt for alle, der på et tidspunkt må stå i retssystemet, at der nu er truffet en afgørelse over, hvad en dommer kan tillade sig at have af forudindfattede holdninger til en sag, inden han afsiger en dom.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.