Messerschmidt sår tvivl om formandsvalg mod Støjberg
Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, er chokeret over mandagens dom til Inger Støjberg.
Næstformand Morten Messerschmidt (DF) skaber mandag tvivl om, hvorvidt han vil trække sig fra formandskampen i Dansk Folkeparti, hvis Inger Støjberg skulle stille op.
- Jeg vil gerne lige vente med at forholde mig til det. Jeg synes, at vi er lidt i en tilstand af chok, siger han.
Før Rigsretten afsagde sin dom over Støjberg, der fik 60 dages ubetinget fængsel, var det klare svar fra Messerschmidt ellers, at han ville trække sig, i tilfælde af at Støjberg stillede op.
Han brugte blandt andet udtrykket, at han ville klappe i sine små hænder, hvis hun stillede op.
Morten Messerschmidt understreger, at han er overrasket over dommen i Rigsretten.
Dansk Folkeparti skal vælge ny formand 23. januar, efter at Kristian Thulesen Dahl har valgt at trække sig.
Inger Støjberg er i øjeblikket løsgænger i Folketinget. Hun har endnu ikke villet forholde sig til sin politiske fremtid.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.