Messerschmidt sår tvivl om formandsvalg mod Støjberg
Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, er chokeret over mandagens dom til Inger Støjberg.
Det har hidtil lydt, som om løsgænger Inger Støjberg kunne få formandsposten i Dansk Folkeparti uden konkurrence, hvis hun ønskede det.
Men efter Rigsrettens dom over hende mandag sås der nu tvivl om det.
Her blev Inger Støjberg idømt to måneders ubetinget fængsel.
Næstformand Morten Messerschmidt (DF) vil ikke længere uforbeholdent sige, at han trækker sig, hvis Inger Støjberg stiller op til formandsvalget.
- Jeg vil gerne lige vente med at forholde mig til det. Jeg synes, at vi er lidt i en tilstand af chok, siger han.
Før Rigsretten afsagde sin dom over Støjberg, var det klare svar fra Messerschmidt ellers, at han ville trække sig, i tilfælde af at Støjberg stillede op.
Han brugte blandt andet udtrykket, at han ville klappe i sine små hænder, hvis hun stillede op.
Morten Messerschmidt understreger, at han er overrasket over dommen i Rigsretten.
- Både at hun bliver dømt, at det er 25 ud af 26 dommere, der stemmer for, og strafudmålingen. Jeg synes, at det er overraskende, siger han.
Dansk Folkeparti skal vælge ny formand 23. januar, efter at Kristian Thulesen Dahl har valgt at trække sig.
Inger Støjberg er i øjeblikket løsgænger i Folketinget. Hun har endnu ikke villet forholde sig til sin politiske fremtid.
Men flere fremtrædende DF'ere havde bejlet til hende om at stille op som formandskandidat i partiet forud for mandagens dom i Rigsretten.
Morten Messerschmidt påpeger, at det er vigtigt at tænke sig om, og det er derfor, at han ikke har taget stilling til, hvad der skal ske i den kommende tid.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.