Statsminister ser ikke problem i ekstra arbejdsdag

Trods modstand fra fagbevægelsen og opposition holder regeringen fast i at afskaffe store bededag.

Statsminister Mette Frederiksen (S), forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) forsvarer beslutningen om at afskaffe en helligdag efter møde i Folketingssalen. <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Statsminister Mette Frederiksen (S), forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) forsvarer beslutningen om at afskaffe en helligdag efter møde i Folketingssalen. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regeringen står fortsat fast på, at store bededag skal afskaffes som en fridag trods stor modstand fra oppositionen, fagbevægelsen og folkekirken.

Efter statsminister Mette Frederiksens (S) redegørelse i Folketingssalen tirsdag forsvarer hun beslutningen foran pressen flankeret af forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

- Jeg synes ikke, at det er problematisk, at vi skal arbejde en dag ekstra, siger Mette Frederiksen.

- Jeg gør det her med aldeles åbne øjne. Vi har behov for i Danmark, og jeg tror, at vi bliver nødt til at have lidt mere ærlighed ind i den politiske diskussion.

- Jeg har lige holdt en åbningsredegørelse. Hele Folketinget nikker, når jeg siger at vi bliver nødt til at løfte psykiatrien. Vi står over for store udgifter på forsvar og sikkerhed – på sundhed, psykiatri og den grønne omstilling.

- Og der er ikke et økonomisk rådighedsrum til at finansiere. Så hvis ikke regeringen og Folketinget evner at prioritere og reformere, så skal vi ud at skære nogle andre steder, og det har vi ikke et ønske om, siger statsministeren.

Hun bliver flere gange spurgt til, hvem der foreslog at afskaffe en helligdag under regeringsforhandlingerne. Det ønsker Mette Frederiksen ikke at svare på.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen har der "dannet sig en slags misforståelse" i medierne om regeringens forslag.

Han mener, at fortællingen har været, at afskaffelsen af en helligdag kun skal finansiere at fremrykke et mål om, at to procent af bruttonationalproduktet (bnp) går til Forsvaret. Det fremrykkes fra 2033 til 2030.

- Det handler både om at løbe noget hurtigere i gang og handler om at sikre den varige finansiering, siger Lars Løkke.

Han henviser til, at det nationale kompromis ikke "fuldt anviser", hvor pengene til Forsvaret skal komme fra.

Folketingets ni resterende partier er tirsdag gået sammen og afvist regeringens krav om at man skal stemme for at afskaffe store bededag, før man kan være med i næste forsvarsforlig.

- Partierne betragter regeringens tilgang som et brud på den danske tradition for bredt samarbejde omkring Forsvaret, hedder det i en pressemeddelelse.

- Det er urimeligt at stille en samlet forligskreds over for en eneste mulig finansiering, som de fleste af partierne er imod. Derfor afvises krydset mellem afskaffelse af en helligdag og adgang til forligskredsen.

Fagbevægelsen har tirsdag opfordret til en folkeafstemning om lovforslaget og startet en underskriftsindsamling imod.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden