Mette F.: Skolebørn skal ikke frygte ny lang nedlukning

For at begrænse den stigende smitte med coronavirus bliver skolebørn sendt hjem på forlænget juleferie.

Trods høje smittetal er det ikke planen, at en ny længerevarende nedlukning for skolebørnene skal træde i kraft.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde om nye restriktioner onsdag aften.

- Vi ved godt, hvor meget skolegang betyder for unges trivsel og læring, lyder det.

- Jeg hæfter mig ved, at Epidemikommissionen som udgangspunkt ønsker, at børnene skal tilbage i skole fra januar.

For at begrænse den stigende smitte med coronavirus bliver elever i folkeskoler og privatskoler sendt hjem fra og med 15. december til og med 4. januar. De skal dermed begynde i skole igen 5. januar.

Det besluttede et flertal i Folketingets Epidemiudvalg onsdag eftermiddag, oplyste børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

/ritzau/