Mere overvågning og dobbelt bødestraf kommer til Jomfru Ane Gade
I regeringens nye tryghedsudspil vil man indføre flere overvågningskameraer og give større bøder for utryghedsskabende adfærd i nattelivet. Nordjysk folketingspolitiker mener, at det vil hjælpe politiets arbejde
Opdateret kl. 20:06
Danmark skal være et tryggere land for alle, uanset hvor man befinder sig.
Det er hensigten bag det nye tryghedsudspil, som regeringen har offentliggjort mandag formiddag.
Her lyder blandt andet et forslag om, at landets kommuner skal have større mulighed for at opsætte overvågningskameraer på offentlige steder, hvor der er brug for at skabe større tryghed. Til det har man afsat en pulje på 8,6 millioner kroner, som skal finansiere omkring 80 kameraer rundt om i landet.
Politikerne vil derudover fordoble bødetakster for utryghedsskabende adfærd i nattelivet.
Det betyder, at et slagsmål i for eksempel Jomfru Ane Gade minimum skal koste 6000 kroner i straf, hvor den gældende bøde på nuværende tidspunkt lyder på 3000 kroner.
Kan få betydning for politiet
Folketingspolitiker og retsordfører for Venstre, Preben Bang Henriksen, mener, at ændringen kan få stor betydning for politiets arbejde i det nordjyske.
- Efter min opfattelse giver overvågning en mulighed for at forhindre kriminalitet, men i stort omfang gør det, at kriminaliteten bliver opklaret, siger han til Nordjyske.
Regeringen lægger op til i alt 15 tiltag, som skal øge trygheden i Danmark. Herunder er et uddrag:
- En pulje til overvågningskameraer på 8,6 millioner kroner i 2025 skal give danske kommuner mulighed for at opsætte overvågning, hvor der er behov for at styrke trygheden.
- Regeringen vil give boligorganisationer og ejere af idrætsfaciliteter mulighed for at opsætte overvågning for at skabe tryghed. Kommuner får også udvidet adgang til at opsætte overvågning i nærheden af boligområder.
- Bødestraffen for visse lovovertrædelser skal fordobles, hvis de begås i nattelivszoner. Her er der blandt andet tale om gadeuorden (fra 1500 kroner til 3000 kroner), slagsmål (fra minimum 3000 kroner til minimum 6000 kroner) og påbud om ophold og færden i nattelivet (fra 3.000 kroner til 6000 kroner).
- Regeringen vil udvide listen over lovovertrædelser, der kan føre til opholdsforbud i nattelivet, så også seksualforbrydere nægtes adgang.
- Regeringen vil give politiet mulighed for at give en person forbud mod at opholde sig i et bestemt område, hvis vedkommendes opførsel har medført utryghed. Her behøver der ikke være tale om strafbare handlinger.
Politikeren, der har en baggrund som advokat, har oplevet, at flere sager er blevet opklaret med materiale fra offentlige kameraer.
Et eksempel er drabet på Mia Skadhauge Stevn, som fandt sted i februar 2022.
- På Vesterbro kunne et kamera genkende gerningsmanden, så sagen blev opklaret. Så selvom mange er imod det, så er jeg helt for, at der bliver opsat flere kameraer, siger politikeren.
Også den socialdemokratiske folketingspolitiker Simon Kollerup mener, at kameraerne kommer til at gavne i kampen mod kriminalitet.
- Flere kameraer de rigtige steder kan være med til at forebygge ballade og skabe en større tryghed, så de unge kan feste uden at skulle kigge sig over skulderen. Hvis det kan forhindre vold og overgreb, så er det en indsats, vi skal tage alvorligt, skriver han i et skriftligt svar til Nordjyske.
Politiker tror på effekt af større bøder
Om og i så fald hvor, der skal opstilles flere kameraer i Aalborg eller andre nordjyske byer, er endnu uvist. Preben Bang Henriksen understreger, at det udover de 8,6 millioner kroner, som er afsat til at installere flere kameraer i 2025, også er muligt for boligforeninger at sætte videoudstyr op på egen hånd.
Når det kommer til fordoblingen af en række bødetakster for uro i nattelivet, som regeringsudspillet også lægger op til, er Venstre-politikeren af den opfattelse, at det vil nedbringe kriminaliteten.
Men der er vel ikke noget, der peger på, at højere bøder virker præventivt?
- Jeg tror, at enhver form for straf virker præventivt. Hvis man får en bøde af den størrelsesorden (som udspillet lægger op til, red), så gør man det nok ikke igen. Så tænker man sig om en ekstra gang, siger Preben Bang Henriksen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.