Ny S-overborgmester står uden for aftale om Københavns budget

Socialborgmester i København Karina Vestergaard Madsen (EL) mener, partier har lavet "virkelig flot aftale".

Forhandlingerne på Københavns Rådhus om et budget for næste år er fredag afsluttet med et opsigtsvækkende resultat.

Socialdemokratiet med overborgmester Sophie Hæstorp Andersen i spidsen er ikke en del af forliget om næste års budgetaftale i København.

Det er første gang i nyere tid, at Socialdemokratiet ikke er med i budgetaftalen for Københavns Kommune.

Heller ikke SF er en del af aftalen. Den tæller i stedet Enhedslisten, De Konservative, De Radikale, Venstre, Alternativet, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.

- For Enhedslisten har det været velfærd og klima, der har været vores prioriteringer, siger socialborgmester og budgetordfører Karina Vestergaard Madsen (EL) på et pressemøde på Københavns Rådhus.

- Vi har ønsket at få mest muligt inden for de to områder og inden for den meget stramme økonomiske ramme, som staten har lagt ned over Københavns Kommune, siger hun.

Enhedslisten blev ved kommunalvalget i november sidste år det største parti i kommunen.

Det er første gang, at Sophie Hæstorp Andersen som overborgmester deltager i forhandlinger om en budgetaftale i kommunen. Hun mener, at det handler om "et magtspil på rådhuset".

Socialdemokrater og SF'ere har raset mod Enhedslisten for at ville acceptere skattelettelser, men kritikken preller af. Karina Vestergaard Madsen kalder budgetaftalen for "en virkelig flot aftale".

Hun oplyser, at velfærdsområdet i København bliver løftet med 1,5 milliarder kroner over de næste fire år, mens der er 725 millioner kroner til socialområdet i samme periode.

- Vi kommer til at løfte udsatte børn og unge, og vi kommer til at sætte ind over for, at vores dygtige medarbejdere stadig har lyst til at blive i Socialforvaltningen, og at vi kan tiltrække nye medarbejdere, vi har brug for, siger Karina Vestergaard Madsen.

I den borgerlige lejr er der glæde at spore over skattelettelsen på 0,1 procent i kommunen.

- Til trods for, at Københavns Kommune er ekstremt rød, er det lykkedes at lette skattetrykket.

- Vi ønsker at få Danmarks laveste kommuneskat, og det her er et skridt i den rigtige retning, siger medlem af borgerrepræsentationen Ole Birk Olesen (LA).

Han oplyser, at kommuneskatten sænkes med 130 millioner kroner årligt.

Også Venstre ytrer tilfredshed.

- Der er penge nok i kommunekassen i København, og i en krisetid med høj inflation og stigende energipriser skal det selvfølgelig komme borgerne til gode. siger Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester, Jens-Kristian Lütken, i en pressemeddelelse.

De Konservatives børne- og ungdomsborgmester i København, Jakob Næsager, udtrykker særligt tilfredshed med de 600 millioner kroner, der er afsat til børneområdet.

- Det gør, at vi kan sætte to voksne ind i mange af de klasser, hvor der er børn med særlige behov. Det betyder meget for mig, at der sættes kræfter ind, så de børn bedre kan blive en del af klassefællesskabet, siger han.

Socialdemokratiet forsøgte til det sidste at være med i aftalen, men krævede at få fjernet visse elementer.

Sophie Hæstorp Andersen blev valgt som ny overborgmester ved kommunalvalget i 2021.

Her gik Socialdemokratiet tilbage med cirka ti procentpoint og fik 17,2 procent af københavnernes stemmer.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.