Partier undsiger politikers forskelsbehandling i statsborgerskabssager
Den nye formand for Indfødsretsudvalget vil skele til etnicitet, når han skal vurdere nye statsborgerskaber.

Mikkel Bjørn (NB) vil skele til nationalitet, når han som medlem af Indfødsretsudvalget skal tage stilling til, om der skal gives dispensation til ansøgere om statsborgerskab, der ikke opfylder alle betingelser. Det falder flere folketingskolleger for brystet. Claus Bech/Ritzau Scanpix
Flere medlemmer af Folketingets Indfødsretsudvalg er blevet overraskede over Nye Borgerliges Mikkel Bjørns tilgang til at vurdere ansøgninger om statsborgerskab.
Han er formand for udvalget, og han vil som medlem lade det få betydning, hvilket land en ansøger kommer fra, når udvalget skal tage stilling til sager.
- Socialdemokratiet kommer til at sende det klare signal, at vi kommer til at have en seriøs tilgang til sagsbehandlingen, siger Anders Kronborg, som er Socialdemokratiets indfødsretsordfører.
- Vi starter ikke ud med at se på, hvor på jordkloden folk kommer fra og så rangere det lavere, hvis man eksempelvis kommer fra Tyrkiet eller et andet land.
Folketingets Indfødsretsudvalgs opgave er konkret at tage stilling til, om der skal gives dispensation til personer, der ansøger om statsborgerskab, men som ikke opfylder en eller flere af betingelserne.
I udvalget sidder medlemmer fra Folketingets politiske partier. De stemmer i fortrolighed.
I et interview søndag lagde Mikkel Bjørn ikke skjul på, at han vil tage højde for en ansøgers nationalitet.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har markant dårligere erfaring med at give statsborgerskab til folk fra islamiske lande, end vi har med andre lande. Det skal ikke være nogen hemmelighed, sagde han og tilføjede:
- Med den nuværende situation, synes jeg, at vi har så dårlige erfaringer med at give statsborgerskab til folk fra islamiske lande, at medmindre vi får en model, hvor jeg kan få større indsigt i folks holdninger, synspunkter og værdier, så vil jeg have svært ved at forsvare at give statsborgerskab til folk, som jeg ikke ved mere om.
Udtalelserne er også faldet Moderaternes indfødsretsordfører, Mohammed Rona, for brystet.
Han forsikrer, at Mikkel Bjørns tilgang til behandlingen af dispensationsansøgningerne ikke vil få nogen indflydelse.
- De udtalelser, der kommer fra ham, er lidt farlige. Han er jo kendt under valgkampen for at komme med lidt rabiate udtalelser om folk fra de muslimske lande, så det bliver jo ret spændende i udvalget, siger Rona.
- Men vi står fast på, at det ikke er noget, han reelt kommer til at få nogen indflydelse på.
Mads Fuglede, Venstres indfødsretsordfører, siger:
- Vi kigger ikke på, hvilket land man kommer fra. Vi ser på nogle objektive kriterier, som vi bruger i de her sager. Vi skeler ikke til landet, men ser på, om det er nogle sager, som vi plejer at give dispensation i.
Mikkel Bjørn mener ikke, at han har mange flere informationer - ud over nationalitet - at forholde sig til i en ansøgning.
Det er ikke korrekt, lyder det fra Mads Fuglede.
- Vi får masser af viden, og hver sag tager ret lang tid at læse, og der er mange oplysninger, siger han.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.