Politikerne går tæt på borgerne - hvad er du egentlig optaget af?

Byrådet i Frederikshavn Kommune sender i disse dage en invitation til borgere og repræsentanter for råd og nævn

Kom og tal med os, opfordrer borgmester Birgit S. Hansen (S).

Kom og tal med os, opfordrer borgmester Birgit S. Hansen (S).

FREDERIKSHAVN:Frederikshavn Byråd sender i disse dage invitationer ud til dialogmøde med borgere og repræsentanter fra råd og nævn.

Dialogmødet afholdes tirsdag 16. august i kantinen på Frederikshavn Rådhus, og i første omgang sender kommunen 500 invitationer ud til tilfældigt udvalgte borgere og repræsentanter fra råd og nævn.

Pladserne tildeles efter først-til-mølle-princippet, så de første 75 borgere og 25 repræsentanter fra råd og nævn, der melder sig til, får mulighed for at mødes med byrådets medlemmer.

- I Frederikshavn Byråd har vi et ønske om at komme tættere på borgerne. Vi vil meget gerne høre, hvad kommunens borgere er optaget af. For os er det vigtigt at få en snak i forhold til, om vi politisk arbejder i den rigtige retning? Vi vil meget gerne høre, om der er vigtige emner, som rører sig, og som vi overser? Hvad er det, den enkelte borger ønsker for kommunens udvikling, og hvordan skaber vi den bedst mulige fremtid sammen, siger borgmester Birgit S. Hansen (S).

Alle, der melder sig til, skal skrive et til fire emner, som de gerne vil drøfte. Og for at dialogen får de bedste betingelser, sidder deltagerne ved små borde ud fra de emner, de interesserer sig for.

Frederikshavn Kommune forsøger så vidt muligt at få plads til ønskerne, og alle emner bliver samlet i en oversigt til senere inspiration.

Hvert bord får en politiker som vært, som gerne må stille spørgsmål for at åbne for en god snak.

- Som politikere skal vi ikke forsvare og forklare, men i stedet sørge for, at alle kommer til orde og samle op på de mange input. Vi skal først og fremmest lytte, siger Birgit S. Hansen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.