Region vil afsætte millioner til pressede hospitaler

Region Hovedstaden vil afsætte 30 millioner kroner til pressede hospitaler. Forslaget drøftes tirsdag.

Sygeplejersker på Rigshospitalet har midlertidigt nedlagt arbejdet <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Sygeplejersker på Rigshospitalet har midlertidigt nedlagt arbejdet Philip Davali/Ritzau Scanpix

Der kan være millioner på vej til hovedstadens pressede hospitaler.

Regionen vil afsætte 30 millioner kroner, der skal styrke fastholdelsen og rekrutteringen af sundhedsfagligt personale.

Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

- Vi ved jo godt, at det her langt fra løser de problemer, vi står i, så det er nogle foreløbige løsninger, siger formand Lars Gaardhøj (S) i meddelelsen.

Han peger på, det blandt andet skal give bedre mulighed for at honorere medarbejdere for en ekstra indsats.

- Vi kan bakke op om initiativer, der her og nu hjælper de hårdt pressede sundhedsfaglige medarbejdere, siger Lars Gaardhøj.

Der skal tages beslutning om forslaget på tirsdag på et møde i regionsrådet.

Her skal der følges op på beslutningen fra oktober om at lave en plan, der skal styrke fastholdelse og rekruttering af blandt andet sygeplejersker.

Derudover er der også særligt fokus på jordemødre, læger, bioanalytikere og social- og sundhedsassistenter i hele regionen.

Den seneste tid har der været fokus på landets jordemødre. Flere regioner har store problemer med at få besat sådanne stillinger.

Også sygeplejerskerne har været på dagsordenen. Grupper på flere hospitaler har flere gange overenskomststridigt nedlagt arbejdet i kortere tid.

Det er sket, efter at et politisk flertal afsluttede deres strejke. De strejkede i flere uger, efter de stemte nej til en ny overenskomst.

Allerede inden var der en pukkel af udskudte operationer på grund af corona.

Ifølge Lars Gaardhøj udgør manglen på sundhedsfagligt personale lige nu en af de største udfordringer i hverdagen på hospitalerne.

- Vi har som arbejdsplads svært ved at tiltrække nok ansøgere til stillingerne, og alt for mange ansatte søger ud af regionen efter kort tids ansættelse, siger han.

På mødet skal der derfor både drøftes, hvad der gøres her og nu og fremover.

De 30 millioner skal være en "vinterpakke". De skal blandt andet understøtte en god jobstart for nyuddannede.

/ritzau/