Restriktioner træder i kraft: Enhedslisten vil skærpe straks
Med de indlæggelsestal, som SSI skønner for juledagene, er der brug for yderligere tiltag nu, mener ordfører.

Det er nu muligt at træne igen hos Fitness World Philip Davali/Ritzau Scanpix
Søndag lukkes kulturlivet i vid udstrækning ned, og der indføres en række yderligere restriktioner.
Men det er ikke nok, mener Enhedslisten.
En prognose lørdag fra Statens Serum Institut (SSI), som forudser daglige indlæggelsestal mellem 130 og 250 i juledagene, kalder ifølge sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL) på handling.
- Jeg vil hellere reagere hurtigt og effektivt nu, for det er det, der kan sikre, at vi også kan få en hurtigere udfasning, siger Hvelplund.
Han mener, at et forsamlingsloft, som det var gældende sidste vinter, skal genindføres. Forsamlingsloftet var en periode på 10 personer. Om det skal være samme niveau, må myndighederne ifølge ordføreren afgøre.
Peder Hvelplund finder det uforståeligt, at fitnesscentre og barer ikke er omfattet af restriktioner, når museerne skal lukke ned frem til 16. januar.
Sundhedsmyndighederne sagde tidligere på ugen, at den udtynding, man foretager igennem arealkrav, vil være tilstrækkelig.
- Det kan jeg være bekymret for, om det er, når jeg ser denne prognose fra SSI, siger Peder Hvelplund.
SPØRGSMÅL:Er myndighederne ikke bedre til at vurdere det, end du er?
- Jo, det er klart. Men nu har vi lige fået en prognose fra SSI, som bekræfter, at vi kommer til at stå med nogle indlæggelsestal, der ligger ud over den kapacitet, som vi er oplyst om, at der er i sundhedsvæsnet.
Derfor er han bekymret for den prioritering, der kan blive nødvendig for læger og sygeplejersker i sundhedsvæsnet.
- Det er derfor, at vi har rejst spørgsmålet om behandlingsgarantien. Som minimum bliver vi nødt til at sikre, at de prioriteringer bliver taget ud fra sundhedsfaglige kriterier, siger sundhedsordføreren.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.