Spareplan vil koste ansatte: - Vi kan ikke blive ved med at skære, uden at det kan mærkes

Borgmester Birgit S. Hansen mener, at besparelse vil koste kernevelfærd

Der arbejdes med at gennemføre en besparelse på 30 millioner kroner i Frederikshavn Kommune. Besparelserne rammer kernevelfærden, og resultatet kommer ifølge borgmester Birgit S. Hansen til at gøre ondt - ikke mindst på de ansatte. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Der arbejdes med at gennemføre en besparelse på 30 millioner kroner i Frederikshavn Kommune. Besparelserne rammer kernevelfærden, og resultatet kommer ifølge borgmester Birgit S. Hansen til at gøre ondt - ikke mindst på de ansatte. Arkivfoto: Bo Lehm

FREDERIKSHAVN:Der er så godt som ingen tvivl om, at det kommer til at koste flere stillinger at få økonomien til at hænge sammen i Frederikshavn Kommune. 

I øjeblikket arbejdes der efter et scenarie i budgetlægningen, hvor der skal spares 30 millioner kroner på kommunens udgifter.

- Og det er jo sådan, at omkring 80 procent af vores udgifter er bundet op på lønninger, forklarer borgmester Birgit S. Hansen.

Hun understreger, at det er en barsk opgave, der venter forude.

- Det gør ondt. Vi skal lave en rammebesparelse på én procent, som er et vilkår, fordi vi har faldende befolkningstal. Men det er desværre noget, som vi har måttet gøre i mange år efterhånden. Så her er der ikke tale om, at vi skærer ind til benet - vi skærer ind i benet, siger hun.

Ser på løsninger

Det er først til efteråret, at det kommende budget i Frederikshavn Kommune skal vedtages, men allerede nu er budgetprocessen i gang. På den baggrund har der netop været et møde i udvalget HovedMED, der har deltagelse af både tillidsfolk og ledere hos Frederikshavn Kommune.

- Det var et planlagt budgetmøde, så egentlig er der ikke nogen særlig dramatik i, at møde har været afholdt. Det er egentlig bare rettidig omhu, siger Birgit S. Hansen, som dog alligevel understreger, at situationen er alvorlig.

- Alle kan godt begynde at forberede sig på den her besparelse, og jeg tror ikke, at vi skal forvente nogen gaver fra kommunernes økonomiaftale med staten denne sommer. Så vi er nødt til at sørge for at leve, som vi har råd til.

De 30 millioner kroner skal findes indenfor de kommunale kerneområder - altså serviceudgifterne. Det betyder ifølge Birgit S. Hansen, at eksempelvis ældrepleje, børnepasning og meget, meget mere i en eller anden udstrækning vil komme til at blive ramt.

- Det kan jo faktisk også blive mere end 30 millioner kroner, vi skal spare, hvis vi får en økonomiaftale, der er dårlig. Men ud fra den ramme, vi har kendskab til lige nu, så er det 30 millioner kroner, vi skal finde - og på den baggrund bliver der uddelt rammer til de syv politiske udvalg, som vi har i Frederikshavn Kommune.

- Dér bliver det så op til ledelserne at komme med forslag, men vi kan desværre ikke bliver ved med at skære, uden at det kan mærkes - også hos de ansatte. Jeg begræder det, men det er der, vi er, siger Birgit S. Hansen.

Samtidig understreger borgmesteren, at der bliver arbejdet på mange områder for at tage brodden af besparelserne. Blandt andet forsøger man gennem Folketinget at påvirke økonomiaftalen - ligesom man blandt andet også forsøger at trække investeringer og arbejdspladser til Frederikshavn Kommune.

På skoleområdet i Frederikshavn Kommune blev der allerede for en måneds tid siden meldt ud, at der med virkning fra 1. august 2023 sker en stor nedskæring. Et tocifret millionbeløb skal spares, og det koster både lærere og pædagoger deres job.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.