SSI: Kan ikke konkludere at omikron giver mildere forløb
Ifølge Statens Serum Institut kan man ikke sige, at omikron giver lavere risiko for indlæggelse end delta.

Sundhedsministeriet afholder pressemøde om coronasituationen Philip Davali/Ritzau Scanpix
Der har været gisninger om, at den nye omikronvariant giver et mildere forløb end deltavarianten, men det kan Statens Serum Institut (SSI) indtil videre ikke konkludere.
Sådan lyder det fra direktør Henrik Ullum.
- Når man ser på de rå tal, så er der for de nysmittede med omikron lavere risiko for at blive indlagt end med delta.
- Men når man tager højde for, at det især er yngre og i høj grad vaccinerede, der er blevet smittet, så kan vi ikke konkludere, at omikron skulle give et mildere forløb, siger Henrik Ullum på et pressemøde onsdag.
Han fortæller på pressemødet, at man derfor i sine vurderinger og anbefalinger til politikerne må gå ud fra, at den i alvorlighed er på linje med delta.
- Vi bliver derfor nødt til at planlægge efter, at omikron er lige så slem som delta, siger Henrik Ullum.
Danmark fik sit første tilfælde med omikron i slutningen af november, men den er i løbet af få uger blevet den dominerende variant. Den er mere smitsom end delta, der gennem det meste af 2021 har været dominerende.
Det hører med til historien, at det i øjeblikket fortrinsvis er personer smittet med deltavarianten, som er indlagt med coronavirus på de danske hospitaler.
Tirsdag var status, at omkring otte procent af de indlagte med coronavirus havde omikronvarianten, mens resten havde delta. Det fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på pressemødet.
Der er onsdag 553 indlagte med coronavirus på de danske hospitaler. Antallet forventes at stige på grund af stigende smittetal på det seneste.
- Det er særligt de unge, der er blevet smittet med omikron, og det er først, når den spreder sig mellem generationerne, at vi forventer en effekt på indlæggelserne, siger Magnus Heunicke på pressemødet.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.