Støjberg: Forventer at blive erklæret uværdig til Folketinget

60 dages fængsel fik Støjberg i historisk dom, som kan føre til fyring fra Folketinget. Det venter hun selv.

Folketingsmedlem og løsgænger Inger Støjberg forventer, at et politisk flertal vil erklære hende uværdig til at sidde i Folketinget.

Hun blev mandag idømt en historisk fængselsdom på 60 dage i den blot anden rigsretssag på 100 år.

- I dag skal Folketingets partier diskutere, hvorvidt jeg fortsat er værdig til at sidde i Folketinget. Jeg forventer, at et flertal erklærer mig uværdig til at blive siddende på min post, skriver hun i sit nyhedsbrev.

Hun blev dømt for ulovligt at adskille asylpar, hvor den ene er mindreårig, i 2016.

En proces er indledt, i forhold til om Støjberg skal erklæres uværdig til at sidde i Folketinget efter dommen.

Men det er endnu uvist, om der er flertal.

Støjberg vil være til stede under en eventuel debat og afstemning i Folketingssalen. Hun vil dog ikke selv deltage i afstemningen.

De Radikale, Alternativet, Frie Grønne, løsgænger Simon Emil Ammitzbøll-Bille og løsgænger Lars Løkke Rasmussen støtter også, at Støjberg erklæres uværdig.

Sidstnævnte var statsminister, da Inger Støjberg var udlændingeminister og medlem af Venstre.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.