Stort flertal stemmer Støjberg ud af Folketinget efter dom

Det er første gang i over 30 år, at Folketinget beslutter, at et medlem ikke længere kan sidde i Folketinget.

Inger Støjberg er uværdig til at sidde Folketinget.

Det har et stort flertal i Folketinget tirsdag eftermiddag stemt for og besluttet, efter at den tidligere udlændinge- og integrationsminister i sidste uge blev dømt i Rigsretten.

Inger Støjberg er det første medlem i over 30 år, som stemmes ud af Folketinget. Før hende er kun fire medlemmer stemt ud, siden ændringen af grundloven i 1953:

Færingen Thorstein Petersen efter dom om overtrædelse af banklovgivningen. Tidligere minister Arnold C. Normann efter dom om uagtsomt manddrab.

Fremskridtspartiets Mogens Glistrup efter højesteretsdom for skattesvig og Hugo Holm, senere Anette Egelund, fra samme parti efter en voldsdom.

Inger Støjberg, som i sidste uge blev idømt 60 dages ubetinget fængsel af Rigsretten, har siddet i Folketinget i tyve år siden 2001.

Afstemningen følger en lang debat anført af Dansk Folkeparti, som blandt andet borede i, hvordan partier kan smide Støjberg ud af Folketinget, mens de samtidig støttede intentionen i det, som hun er dømt skyldig i.

Nemlig at adskille asylpar, hvor den ene part var mindreårig. Instruksen var ulovlig, og Støjberg gjorde det med forsæt, lød dommen fra Rigsretten.

/ritzau/