Sundhedsmyndigheder venter influenzaepidemi inden for kort tid

Trods restriktioner er dele af samfundet endnu åbent, og der må ventes influenzaepidemi i år, siger Brostrøm.

Influenzavaccine <i>Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix</i>

Influenzavaccine Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Det er ikke kun advarselslamperne for coronavirus, der blinker i øjeblikket. Det samme gør risikoen for en influenzaepidemi.

Det sagde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, på et pressemøde onsdag.

- Vi havde sidste år ikke noget smitte med influenza af betydning, fordi vi havde ganske betydelige restriktioner og nedlukning.

- Vi har restriktioner nu, men vi har stadig mange åbne dele af samfundet. Så vi må alt andet lige forvente at få en influenzaepidemi, som plejer at tage fart på det her tidspunkt og så topper i slutningen af januar og starten af februar.

- Det må vi være på forkant med, for det er stort set samme sygdomsbillede, og der er nogle, der kan blive alvorligt syge og belaste sundhedsvæsenet, lød det.

Sundhedsstyrelsen har anbefalet vaccination mod influenza til flere borgere.

Personer over 65 år, gravide i andet eller tredje trimester, folk med kroniske sygdomme eller i andre risikogrupper er omfattet af det gratis tilbud.

Som noget nyt anbefaler styrelsen i år også, at sundheds- og plejepersonale samt børn mellem to og seks år bliver vaccineret mod influenza.

- Vi har denne sæson udvidet til nye målgrupper som børn og sundhedspersonale samt indkøbt højdosis-vacciner til ældre for at sætte så meget ind på kontoen.

- Men jeg tror desværre, at vi må indstille os på corona og influenza denne vinter og muligvis også kommende vintre, sagde Brostrøm onsdag.

Mens knap 85 procent af alle plejehjemsbeboere er blevet vaccineret, er det indtil videre kun 28,4 procent af sundheds- og plejepersonalet, der på landsplan har takket ja til tilbuddet.

Det er markant under Sundhedsstyrelsens målsætning på 95 procent.

For de små børn er tilslutningen også på 28,4 procent, viser en opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).

Indtil videre ligger influenzaaktiviteten i Danmark dog lavt. Det viser SSI's overvågning.

Samlet er der på nuværende tidspunkt i denne sæson blevet påvist i alt 193 smittede personer med influenza. 140 var med influenza A og 53 med influenza B.

- Graden af beskyttende effekt af årets anvendte influenzavaccine er det for tidligt at vurdere, da forekomsten af influenzasmitte i Danmark endnu er så lav, skriver SSI på sin hjemmeside.

Ifølge Søren Brostrøm er mange af de smitteforebyggende tiltag over for corona - for eksempel mundbind og håndsprit - med til at tage toppen af influenzaen denne vinter.

- Men vi må indstille os på en sæsoninfluenza snart.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.