Tidligere formand for Retsforbundet Ib Christensen er død - 92 år
Ib Christensen er tidligere partiformand og har siddet i Folketinget og EU-Parlamentet. Han blev 92 år.

Ib Christensen, som var formand for Retsforbundet, er død. Han blev 92 år. Erik Jepsen/Ritzau Scanpix
Tidligere formand for partiet Retsforbundet Ib Christensen er død i en alder af 92 år. Han er tidligere medlem af Folketinget samt EU-Parlamentet og var kendt som en skarp debattør samt en af de mest markante EU-modstandere.
Hans pårørende oplyser til Randers Amtsavis, at han sov stille ind i en stol i stuen 3. januar.
- Jeg er så glad for, at vi fik en god jul med min far, skriver datteren Annette Wessman i en mail til avisen.
Ib Christensen blev født i Randers i 1930. Han blev student fra Randers Statsskole i 1948 og blev siden uddannet psykotekniker, som er en forløber for arbejdspsykolog.
Ved siden af arbejdet som psykotekniker i 1957-1990 var han ad flere omgange formand for det socialliberale parti Retsforbundet.
Partiet indgik overraskende i regering med Socialdemokratiet og De Radikale i den usædvanlige trekantsregering fra 1957-1960.
De næste 13 år nåede partiet dog ikke valg til Folketinget og siden gik det ned ad bakke trods en vis popularitet ved Jordskredsvalget i 1973 og efter.
Partiet lå lidt til højre for De Radikale, men til venstre for de borgerlige partier. En af grundtankerne var blandt andet, at samfundet skulle have del i værdien, hvis en borgers stykke jord blev mere værd.
Det klare ideologiske ståsted skinnede tydeligt igennem i Ib Christensens ungdom. Han var medlem og medstifter af en række ungdomspolitiske fraktioner.
Han havde politisk næse og ordet i sin magt og blev i 1973 valgt ind i Folketinget for Retsforbundet. Han sad igen på tinge fra 1977-1981 og sad senere i EU-Parlamentet i over 15 år.
Det var fra 1978-1984 for Retsforbundet og siden ti år for Folkebevægelsen mod EF og senere EU. Han endte som en af de store stemmeslugere, men trak sig frivilligt på grund af sin alder.
Som folketingsmedlem nåede Christensen at være medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn, Nordisk Råd samt at være politisk ordfører og senere leder af sit parti.
Ib Christensen har været vant til at blande sig og har udgivet flere bøger. Fra det bogfyldte hjem i Randers har han forfattet mange artikler og læserbreve, hvor han kæmpede indædt mod EU, som han sarkastisk kaldte "Europas Forenede Stater".
Bisættelsen finder sted torsdag 12. januar klokken 11.30 fra Nordre Kapel i Randers, hvor alle er velkomne, oplyser familien.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.