Udenrigsminister Jeppe Kofod er igen nærkontakt til smittet
For anden gang på under en uge er Jeppe Kofod (S) nærkontakt til smittet med covid-19 og må aflyse møder.

Møde i salen med udvidet spørgetime til statsministeren Philip Davali/Ritzau Scanpix
Et nært familiemedlem til udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er blevet testet positiv for covid-19. Derfor følger han vejledningen for nære kontakter og aflyser to møder i EU, der ligger mandag og tirsdag, skriver Udenrigsministeriet i en meddelelse.
Det er anden gang på blot fem dage, at Jeppe Kofod har haft et nært familiemedlem, der er testet positivt, og han derfor må gå i selvisolation i så vid udstrækning som muligt.
- Covid-19 er en djævelsk virus, og den har desværre godt fat i de danske hjem for tiden. Det gælder også min egen nære familie, hvor to nu er blevet smittet i løbet af den sidste uge.
- Vi tager alle de forholdsregler, vi kan, og der er heldigvis tale om milde forløb. Jeg har ikke selv symptomer og vil passe mit arbejde i så høj grad, det kan lade sig gøre de næste dage, skriver Jeppe Kofod mandag.
Grundet nærkontakten vil Jeppe Kofod ikke deltage i rådsmødet i Bruxelles om udenrigsanliggender mandag samt et møde om generelle anliggender tirsdag.
Danmarks EU-ambassadør, Jonas Bering Liisbjerg, vil i stedet repræsentere Danmark.
Så sent som onsdag i sidste uge meddelte Udenrigsministeriet, at Jeppe Kofod også her havde et nært familiemedlem, der var testet positiv for covid-19.
Derfor omlagde ministeren også her sit arbejde for at isolere sig, indtil han havde fået foretaget PCR-test.
- Vi må desværre alle indrette os efter, at covid er et grundvilkår i vores liv. Og det påvirker nu også mit arbejde i de næste par dage, skrev han her.
Samme dag oplyste forsvarsminister Trine Bramsen (S), at hun var nærkontakt til en smittet med coronavarianten Omikron. Dagen før fortalte sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), at han var testet positiv.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.