Vanopslagh tøver med folkeafstemning - frygter sociale medier

Sociale medier kan hælde benzin på en aktivisme, som Liberal Alliance ikke ønsker i det danske folkestyre.

Alex Vanopslagh (LA) anerkender, at en særlig paragraf i Grundloven kun er benyttet en gang til at udløse en folkeafstemning, i 1963, men dagens Danmark er anderledes med brugen af sociale medier, så man skal passe på med at benytte det værktøj. <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Alex Vanopslagh (LA) anerkender, at en særlig paragraf i Grundloven kun er benyttet en gang til at udløse en folkeafstemning, i 1963, men dagens Danmark er anderledes med brugen af sociale medier, så man skal passe på med at benytte det værktøj. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Liberal Alliance tøver stadig med at støtte en gennemtvingelse af en folkeafstemning for at afskaffe store bededag, som fire partier i oppositionen ønsker.

En af årsagerne er ifølge partiets politiske leder, Alex Vanopslagh (LA), som er blevet kaldt "kongen af TikTok", at netop sociale medier kan få et raseri til at løbe løbsk i dagens Danmark.

- Det er min oplevelse, at vi lever i en tid nu, hvor raseriet hurtigt kan løbe løbsk - og få hældt benzin på af sociale medier. Der, tror jeg, at vi lever i en anden kultur, et andet samfund, hvor risikoen for den glidebane er meget større, siger Vanopslagh på et spørgsmål i Folketinget fra Pelle Dragsted (EL).

Alex Vanopslagh mener, at man skal holde igen med at benytte Grundlovens paragraf 42, hvor et mindretal på 60 mandater, en tredjedel af Folketinget, kan gennemtvinge en folkeafstemning om et konkret lovforslag.

For det kan skabe en kultur, frygter han, hvor danskerne skal til folkeafstemning hele tiden. Paragraf 42 er kun anvendt en gang tidligere. I 1963.

LA-lederen anerkender, understreger han, at i historisk perspektiv er der ikke belæg for hans frygt.

- Og måske tager jeg fejl.

Muligheden for en folkeafstemning om store bededag lever stadig, men den har foreløbig kun støtte fra 26 mandater. Partierne Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet står bag.

Blandt andet SF, De Konservative og Danmarksdemokraterne holder muligheden åben.

Liberal Alliance er imod at afskaffe store bededag. Det blev Vanopslagh under torsdagens maratondebat i Folketinget udfordret på af regeringspartiet Venstre.

Venstres politiske ordfører, Morten Dahlin, ville vide, hvordan LA kunne love sine vælgere at være det mest ambitiøse på at øge arbejdsudbuddet og så sige nej til at øge det med 8500 personer ved afskaffelsen af store bededag.

- I et frit samfund kan man ikke bare stille sig op som en anden fabriksejer og være minister for et eller andet og sige: Nu bestemmer jeg, hvilke dage i skal arbejde.

- I et frit samfund må folk lave de aftaler, de vil, om hvornår de skal arbejde, siger Alex Vanopslagh.

Men modstanden mod store bededag er altså ikke nok til, at LA vil støtte en folkeafstemning, da det kan "skabe en præcedens for at bruge det aktivistisk" og til at "obstruere", mener han.

Alex Vanopslagh blev under valgkampen omtalt som kongen af TikTok, og via de sociale medier, hvor han var meget aktiv, trak han rigtig mange unge til møder i store byer, hvor de fik underskrifter og selfies af og med LA-lederen.

- Nu kommer jeg til at afsløre en hemmelighed. Jeg bruger faktisk ikke særlig meget TikTok. Generelt bruger jeg meget lidt tid på sociale medier. Jeg spilder min tid på min telefon på andre måder, siger han i Folketinget.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.