Venstre tager dom mod Støjberg til efterretning
Inger Støjberg har modtaget en straf på 60 dages fængsel. Hendes tidligere parti kalder dommen endelig.

Ekspertudvalg kommer med evaluering af regeringens coronahåndtering Philip Davali/Ritzau Scanpix
Venstre tager fængselsdommen mod Inger Støjberg til efterretning. Hun har mandag fået 60 dages ubetinget fængsel for at adskille asylpar ulovligt i den blot anden rigsretssag på 100 år.
Størstedelen af Venstre stemte for en rigsretssag, hvorefter Støjberg forlod partiet tidligere på året.
- Venstres folketingsgruppe tager dommen til efterretning. Sagen er nu endeligt afklaret, og vi respekterer Rigsrettens afgørelse, skriver gruppeformand Karsten Lauritzen (V) i en skriftlig kommentar.
Det har endnu ikke været muligt at få en uddybning fra partiet, som Inger Støjberg var medlem af, da hun som udlændingeminister i 2016 adskilte asylpar ulovligt.
Det er uvist, om formand Jakob Ellemann-Jensen (V) eller andre vil stille op til interview om sagen senere.
Han fremhævede for et år siden, at man også kunne bruge en sag til at blive renset. Sædvanligvis fører anklagemyndigheden dog kun sager, som den tror kan føre til dom.
Der er iværksat en proces i Folketinget, som kan føre til, at Støjberg bliver kendt uværdig til at sidde på tinge.
Preben Bang Henriksen er som retsordfører Støjbergs arvtager på posten. Han stemte imod at der skulle nedsættes en rigsret mod hans daværende partifælle.
Han er advokat med møderet for Højesteret og erkender, at han tog fejl.
- Jeg har taget grueligt fejl. Vi må tage den til efterretning, siger han.
- Med det sporadiske kendskab, jeg havde til sagen fra dagspressen, havde jeg ikke forventet, det holdt vand.
- Med 25 mod en (dommere, red.) kan der slet ikke være tvivl om skyldsspørgsmålet, siger han til DR Nyheder.
Også Venstres tidligere formand Lars Løkke Rasmussen stemte imod rigsretten.
Han er uddannet jurist og var statsminister, da Inger Støjberg iværksætte den ulovlige adskillelse.
Ifølge Instrukskommissionen, der blev nedsat for at granske sagen, var der dog ikke anledning til at kritisere ham.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.