Venstre tager dom mod Støjberg til efterretning

Inger Støjberg har modtaget en straf på 60 dages fængsel. Hendes tidligere parti kalder dommen endelig.

Ekspertudvalg kommer med evaluering af regeringens coronahåndtering <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Ekspertudvalg kommer med evaluering af regeringens coronahåndtering Philip Davali/Ritzau Scanpix

Venstre tager fængselsdommen mod Inger Støjberg til efterretning. Hun har mandag fået 60 dages ubetinget fængsel for at adskille asylpar ulovligt i den blot anden rigsretssag på 100 år.

Størstedelen af Venstre stemte for en rigsretssag, hvorefter Støjberg forlod partiet tidligere på året.

- Vi tager dommen til efterretning, siger gruppeformand Karsten Lauritzen (V).

Karsten Lauritzen har ingen kommentarer til de medlemmer af Venstre, der stemte imod en rigsretssag.

Der er indledt en proces i Folketinget, som kan føre til, at Støjberg bliver erklæret uværdig til at sidde i Folketinget.

Venstre har dog endnu ikke gjort stillingen op, lyder det.

- Vi skal drøfte spørgsmålet om værdigheden med hinanden, og det tager vi hul på onsdag. Jeg forstår godt, at der er alle mulige spørgsmål, men det er det, som jeg kan sige i dag, siger Karsten Lauritzen.

Inger Støjberg var medlem af Venstre, da hun som udlændingeminister i 2016 ulovligt adskilte asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Formand Jakob Ellemann-Jensen (V) fremhævede for et år siden, at man også kunne bruge en sag til at blive renset. Sædvanligvis fører anklagemyndigheden dog kun sager, som den tror kan føre til dom.

Preben Bang Henriksen er som retsordfører Støjbergs arvtager på posten. Han stemte imod at der skulle nedsættes en rigsret mod hans daværende partifælle.

Han er advokat med møderet for Højesteret og erkender, at han tog fejl.

- Jeg har taget grueligt fejl. Vi må tage den til efterretning, siger han.

- Med det sporadiske kendskab, jeg havde til sagen fra dagspressen, havde jeg ikke forventet, det holdt vand.

- Med 25 mod en (dommere, red.) kan der slet ikke være tvivl om skyldsspørgsmålet, siger han til DR Nyheder.

Også Venstres tidligere formand Lars Løkke Rasmussen stemte imod rigsretten.

Han er uddannet jurist og var statsminister, da Inger Støjberg iværksætte den ulovlige adskillelse.

Ifølge Instrukskommissionen, der blev nedsat for at granske sagen, var der dog ikke anledning til at kritisere ham.

/ritzau/